Ninkas Detox - Detox dig slank
Psyke og følelser, Fordøjelse

RENS DIN LEVER & SLIP VREDE OG FEDT

Er din lever forstoppet?
Så kan du ikke rense giftstoffer ud af kroppen. Eller tabe dig. Ophobet vrede og alt det, du har gjort, som er blevet FOR MEGET for din sjæl og krop, belaster leveren. ALT i dig lider, når din lever er belastet. Hud, stofskifte, vitamin-status, forbrænding. En forstoppet lever med sten af gammelt slam, kolesterol, kalk i lever/galdegange er lige så slemt som en forstoppet tarm.


I denne uge er jeg selv på lever-rens.  So Tell me about it, baby... Denne uge har jeg raset og tudet old-gammelt skrammel ud af kroppen. Og sluppet klamme lever-sten. Her kan du se billeder fra pigerne på mit hold,  Detox Dig Smuk fra deres lever-rens.

Se min video og test, om du har brug for at rense DIN lever.

Kommentarer (9)

  1. ninka mauritson på 07.05.2014
    Kære Ann Katrine - ja nogen gange er den eneste vej at finde hjem til - og svaret i sig selv.
    Jeg har oplevet mange tilstande - både hos mig selv - og hos andre - som læger ikke kunne finde forklaring på, fordi svaret var i kroppens visdoms-kartotek. Og når det er forgiftet, forstoppet og fyldt op med en masse skrammel - både fysisk og psykisk - kan du ikke se det.
    Derfor er detox en god vej til oprydning..

    Du kan klikke på annoncerne for detox til højre - den ene af dem leder dig direkte til ventelisten . Og jeg åbner for optagelse på sensommerholdet om ganske kort tid, så det er bedst at være på listen for at sikre sig en plads
  2. Ann Katrine Kristensen på 02.05.2014
    Hej Ninka.

    Jeg har store problemer med mit helbred - forstået på den måde at jeg har stærke smerter og en hold læger der mere eller mindre har opgivet at finde frem til en diagnose eller løsning. Jeg gør alt hvad jeg kan selv for at forbedre det - spiser sundt (hverken korn, sukker, kartofler eller ris), tager kosttilskud og vitaminer som jeg har læst mig frem til kan hjælpe på de forskellige symptomer jeg har, jeg motionerer, og jeg forsøger at stresse af i hverdagen.

    Jeg har nu læst alt hvad jeg kunne finde herinde om dine detox-kurser, og jeg har helt klart lyst til at se om ikke sådanne 12 uger kunne gavne min krop.
    Men jeg kan se at dit kursus er startet og er fyldt op. Så derfor vil jeg høre om du har planer om at starte et nyt på et senere tidspunkt i år?

    Venlig hilsen
    Ann Katrine
  3. ninka mauritson på 01.05.2014
    Kære alle - HER ER MINE SVAR:
    B12 og methylfolat er her: www.greathealth.eu.

    Yonina - hvilke videoer efterlyser du smukke?

    Carina fra Frederiksberg. There are no mistakes in the universe. Så det er helt sikkert mit sensommer-hold, som det er meningen, du skal med på. Du er nu på listen og får besked, når vi om få uger åbner for tilmelding igen:-)

    Pernille og trine - link til venteliste (vi åbner for optagelse igen om få uger på Detox dig Smuk) er ovenfor i bloggen..

    Tusind tak for jeres kommentarer og åbenhed/ærlighed. Kærligst. Ninka
  4. Pernille Rønnex på 01.05.2014
    Kære Ninka,

    Nogle gange kommer hjælpen, når man har allermest brug for den:) Jeg er netop kommet ud på den anden side af en større livskrise, der har påvirket min psykiske og fysiske sundhed meget negativt. Jeg er 20kilo overvægtig, har appelsinhud, oppustet mave, vejrtrækningsproblemer og stress. Derudover er jeg på antidepressiv medicin, som jeg vildt gerne vil slippe af med. Jeg faldt over en af dine bøger hos en veninde for en uge siden og hun var så flink at udlåne den til mig. Jeg læste den i ét hug og fandt derefter din hjemmeside, som jeg brugte mange timer på at nærstudere! Jeg lyttede til dit smagsprøve-detox-webinar og følte at du talte direkte til mig og om mig - og jeg har selvfølgelig skrevet mig på venteliste til næste hold!

    Jeg kan mærke helt ud i fingerspidserne at din vej er den rigtige for mig at følge - og jeg har allerede fået et helt andet syn på min krop. Jeg hader den ikke længere, men har ondt af den fordi jeg så længe har pint den med stress, alkohol og dårlige madvaner.
    Jeg ved, der er mange, der skriver til dig, så jeg vil forsøge at holde mit indlæg kort. Mit spørgsmål til dig er:

    Hvor starter jeg? Hvad gør jeg indtil jeg kan komme på dit kursus? Skal jeg tage alle de anbefalede kosttilskud eller blot nogle få?

    Jeg håber du kan finde tid til at svare:)
    Mange kærlige hilsner fra Pernille
  5. Trine Løschenkohl på 30.04.2014
    VIl også meget gerne have links :)
  6. Carina Jørgensen på 30.04.2014
    Når pengene er meget små så der ikke er råd til Detox dig smuk næste gang, kan jeg så stadig bruge Hormonkoden eller MegaDetox og opnå de samme resultater.

    Tak fordi du er den du er! 😘

    Kærligst Carina
  7. Cecillia Søgård på 30.04.2014
    Kære Ninka
    Tak for at du eksisterer! Tak for al den viden du allerede har givet mig via dine bøger. De var en fast del af mit liv for 8 år siden, da jeg startede en omlægning af mit liv. Det begyndte med et vægt tab på omkring 20 kg og det, inden du kom ind i mit liv. Derefter kom jeg i kontakt med en alternativ behandler og begyndte at læse til kinesiolog og gå op i mad, økologi og fik fat i dine bøger og et helt nyt og fascinerende univers åbnede sig for mig, og alt gav mening på en ny måde. Men jeg er faret vild siden og nu er jeg på randen af sammen brud. Jeg har brug for hjælp, men jeg har ikke kunnet finde ud af hvad for en slags hjælp jeg havde brug for og har været for handlingslammet til at finde ud af det. Det jeg kunne finde ud af var at skrive min historie ned og jeg sendte den til dem jeg tænkte, måske kunne hjælpe mig. Jeg tænkte, at det nogen gange er lettere at se noget udefra end når man står midt i det og ikke kan finde hoved og hale i noget som helst. Og måske ved at læse min historie, kunne de give et godt råd om hvad der måske ville kunne hjælpe mig. Jeg sendte min historie afsted med bankende hjerte og håbede, men det var ikke så enkelt som jeg havde håbet. Jeg fik kun 2 svar ud af 9 og det ene, udtrykte medfølelse, men også forvirring om hvad det helt præcis var jeg ville med min hevendelse. Det andet var også fuld af medfølelse, og et råd om at fylde min kurv med energi, så jeg derefter kunne følge de råd jeg fik. Mit hjerte var knust, jeg havde troet, at hvis jeg bad bare om hjælp ville jeg få det. At det var der problemet lå. Jeg kunne se medlidenheden i min mands øjne, men det var medlidenhed med at jeg var så naiv at tro at de mennesker jeg havde skrevet til rent faktisk ville svare. Jeg røg endnu længere ned og opgav helt projektet. Men i lørdags havde jeg efter lang til uden dig, Ninka, fået tilmeldt mig dit nyhedsbrev og fik dit webinar om detox, jeg var alene og hørte det mens jeg vaskede op. Og lige der, stod det klart for mig, hvad der kan hjælpe mig, jeg lyttede til alle de kvinders historie, der lignede min egen så meget og græd og lo på en gang. Og jeg vidste at hvis du havde læst min historie dengang jeg sendte den til dig, ville du have anbefalet mig dit detox- kursus. Jeg var helt oppe på en sky over at jeg ikke var fortabt, men at der fandtes hjælp og at den kom fra dig, var bare en følelse af at vende tilbage til hvor jeg begyndte for så lang tid siden. Men lykken var kort, for jeg opdagede, at jeg kom for sent, kurset var startet mandagen før og der var ikke flere pladser tilbage. Jeg kunne ikke tro det, jeg tænkte, der må være sket en fejltagelse, hvad kan meningen være med det her? Finde vejen, for så at opdage at den er lukket. Måske kan der gøres noget, måske kan du hjælpe mig, hvis bare min historie når frem til dig. Så jeg fløj ind til computeren og skrev en mail til dig, hvor jeg skrev netop det. Jeg fik en automail, ligesom sidst, men håbede at denne gang ville det lykkedes at nå frem til dig. I går fik jeg så svar, ikke fra dig, men jeg fik oplyst at du personligt læser din blog,at jeg kunne skrive til dig her. Så nu prøver jeg her og håber at 3. gang er lykkens gang. Tak for din tid og tak for alt det arbejde du gør, der gør en forskel i andre menneskers liv.

    Her er min historie, indtil videre....


    Den 21/02/2014 12.24 skrev flidsagervej5@gmail.com:
    >
    > Kære Eva, Fie, Pernille, Sofia, Anette, Jesper, Alun, Ninka og Umahro
    >
    > Jeg skriver til jer, fordi jeg har brug for hjælp og jeg ikke ved hvad jeg skal gøre. Grunden til at jeg lige skriver til jer, er, at I er dem, hvis bøger jeg har læst, hvis nyhedsbreve jeg læser, hvis viden jeg prøver at tage til mig, som vækker genklang i mig og det, der gør at jeg kæmper videre hver dag. Jeg ved, alle de her ting og alligevel er jeg fanget i depression, opgivenhed, afmagt, angsten for at give op og en masse vrede, der hele tiden vælter ud over de mennesker, jeg elsker allermest. Min lille familie, min mand Cim og vores to børn, Rita på snart 4 et halvt og Vincient på lidt over 2 et halvt.
    > Vi er en familie, der har været i stærk modvind de sidste 5 år, startende med at vores hus brændte d. 29. November 2008, det var ikke brændt ned til grunden, men totalt skadet, alle vores ejendele var væk, i december blev jeg, Cecillia, gravid med vores første barn, Rita og i januar 2009 blev Cim fyret fra sit job, som sælger i belysnings engro branchen, med nedgang som begrundelse. Jeg var i et vikariat i en vuggestue som stoppede 1. Marts og skulle altså ud og finde job i mindst 13 uger for at være barels dagpenge berettigede. Vi boede i Odsherred, hvor der var nedskæringer og ikke så mange job i det hele taget. Ingen af os var i a -kasse.
    > Alt i mens vi skulle til at slås med forsikringselskabet om hvad et nyt hus koster at bygge, vi var 500.000 kr uenige og måtte have advokat på og vi kunne ikke komme igang med at bygge et nyt hus, før vi var enige. Jeg fik heldigvis et sommerjob på en café og Cim fik ansættelse som vinduesrestauratør.
    > Først i efteråret 2009 kunne vi begynde at planlægge et nyt hus og der er meget at holde styr på og byggetilladelse mm tager lang tid. Vi ville gerne bygge et bæredygtigt hus og valgte derfor selv at være bygherrer og det tog selvfølgelig også hårdt på kræfterne. Rita kom til verden d.20 August 2009, 3 uger tidligere end beregnet, men uden problemer og sund og klar til livet, og havde bestemt ikke tænkt sig at sove sig igennem det. Cim mødte op på sit arbejde efter 14 dages barsel og fik besked om at han var afskediget, pga nedgang i arbejdet og han var arbejdsløs igen. Han var hårdt ramt af ikke at have et arbejde og ikke at bidrage med noget og han begyndte at blive deprimeret. Vi kunne heller ikke komme igang med byggeriet, da byggetilladelsen trak ud, og vinteren kom. Cim fik arbejde i Aldi i februar, og byggeriet startede i april 2010. Vi tog på en uges ferie i starten af maj til Sardinien, for at komme lidt væk fra det hele, og nød det meget, men det er svært at lade problemerne og bekymringerne blive hjemme og vi kunne godt se, at det havde taget hårdt på os og det var svært at finder glæden og begejstringen igen. Cim fik arbejde i superbrugsen i juni og håbede at det var bedre end Aldi, men jeg tror faktisk at det var værre. Jeg blev sygemeldt da min barsel udløb, for jeg havde det rigtig skidt og var meget bange for ikke at være god nok og kunne passe et arbejde, eller at få et arbejde. Vi fejrede Ritas 1 års fødselsdag i et halvfærdigt hus, der skulle have været færdigt. Det var en god fest, men det begyndte at blive stressende at det ikke var færdigt og at det blev dyrere end aftalt. Vi flyttede ind i huset d. 20 oktober, uden køkken, for nu ville forsikringselskabet ikke genhuse os mere. Køkkenet blev sat op efter 14 dage og fasaden blev blev først færdig dagen inden den første snestorm. I lidt over halvandet år havde vi boet i en beboelsesvogn på 35 m2 og nu flyttede vi så over i vores nye dejlige hus, men glæden udeblev og vi fandt os ikke rigtig tilrette, vi havde brugt alt hvad vi havde på huset, så vi havde kun de møbler vi havde haft i skurvognen, så der var meget tomt og der manglede mange små ting, at blive lavet, men vi havde ikke energien til det, det var i det hele taget et antiklimaks. Som du siger Sofia, at været kommet til toppen af bjerget, for at opdage at det ikke er det rigtige bjerg. Og nu havde vi også en sag med tømrerne om, at huset var blevet dyrere end aftalt i kontrakten og hvem skulle betale.
    > Vi tror og håber selvfølgelig hele tiden at nu vender det, jeg er super optimist og tror på der er en mening med tingene og et meget possitivt ( på grænsen til det naive) menneske, efter jeg for nylig har lært dig at kende Pernille, så er der nok en del skygge arbejde dér, skulle jeg mene.
    > Så vi bliver ved med at kæmpe, og tro på at alting nok skal gå og det er selvfølgelig også med den tanke, at jeg bliver gravid igen. Cim har fået arbejde i en lille ny opstartet l.e.d. belysnings virksomhed, som er hans speciale, og et kort øjeblik, tror vi at nu bliver det bedre, nu er det værste bag os og vi kan begynde at trække vejret igen.Men firmaet lukkes efter kun 3 måneder og så er han arbejdsløs igen, denne gang er han dog dagpenge berettigede, men går helt ned med flaget. Vi prøver at få en hverdag til at hænge sammen og går op i øko mad og vitamimer, for at få lidt mere energi til at overkomme alle udfordringerne, men igen er der lang vej fra teori til praksis, for ikke at tale om al den modstand man møder fra andre mennesker. Plus at det er meget dyrt og vores økonomi er et kaos, som ingen af os har overskud til at få styr på.
    > Vincient kommer til verden 11.juni 2011 i et badekar hjemme i vores egen stue, efter en god og hurtig fødsel og en helt ny verden åbner sig igen for os. For hvis vi syntes at det var hårdt at være forældre til et barn, så er det at være det til to...... Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det.
    > At være mor er fantastisk, men fremkalder også en masse tvivl og usikkerhed. Jeg har arbejdet med børn on and of, siden jeg som 20-årig tog mit første tilkalder vikar job i en vuggestue. Jeg elsker børn, men det er noget helt andet at blive mor og jeg måtte lægge mange af de holdninger, jeg havde, væk og starte forfra.
    > Det var her, i det tomrum, der opstår, når man forkaster det, man har lært og de gode råd man får, fordi det følelses så forkert, at det er vold både over for mig selv og mit lille barn, at jeg begyndte at søge. Jeg søgte ind ad for at mærke efter, ud ad for at finde viden og sammenhænge. Jeg vidste en masse om kost og kroppen, jeg havde læst til kinesiolog og læste dine e -bøger, Alun og dine bøger, Ninka, jeg havde læst 11/2 år på lærerseminariet, læst en masse psykologi, havde en depression som 26 årig og gik til psykoterapeut i et år, dyrket yoga og min sunde fornuft, men selv med al den viden jeg havde, var der bare en masse følelser og fornemmelser, som jeg ikke kunne sætte ord på. Så fandt jeg dig, Jesper, det var som om mine følelser og mine fornemmelser fik sat ord på, og alt det jeg intuitivt har mærket, blev virkeligt. Jeg har stået meget alene med disse overbevisninger, og nu fik jeg et, oven i købet, meget anerkendt og erfarent menneske, at læne mig op af. Men en ting er teori, en anden ting er praksis. For vores virkelighed er, to hårdt prøvede mennesker, der begge er deprimerende og udmattede, to børn der ikke vil sove og selvfølgelig reagerer på vores dårlige humør og måde at tackle tingene på. Vi bliver mere og mere som modstandere, end som medspillere. Mig, der prøver at integrere, de følelser og fornemmelser, som jeg nu har fået ord på, ved hjælp af dig, Jesper, men nok på en på duttende og belærende og intolerant måde, hvor jeg selv også famler rundt, og bliver ved med at falde tilbage i det jeg selv har fået i min egen opdragelse. Og Cim, der føler at han skal ændre sig og at han ikke duer som han er. Og i alt det opstår der en masse vrede, frustration og afmagt. Vi sidder i hver vores rum, hver aften, med hver vores skrigende barn, der ikke vil sove. Det står på i et par måneder, imens Vincient er helt lille, og vi er ved at gå opløsning. Begge børn er hjemme hos os, indtil Rita er næsten 2 et halvt, og vi lever et meget isoleret liv. Vi ser ikke mange mennesker, hverken venner eller familie, både fordi vi bor langt væk og på grund af vores tilstand.
    > Cim søger arbejde, men får for det meste slet ingen svar og de få svar han får, er afslag. Han synker dybere ned i depression og håbløshed. Det meningsløse i at skrive ansøgninger; de fleste til stillinger han enten ikke er kvalificeret til eller ikke har lyst til, og nogle få, til stillinger han virkelig ønsker og er kvalificeret til, for derefter at sende dem ud i intetheden.
    > Her kommer du ind i billedet Umahro, for jeg får overtalt Cim til at deltage i din workshop om depression. Jeg prøver hele tiden at finde den ting, der kan ændre mest muligt, for vores familie, og jeg tænker, at hvis jeg kan få Cim til at forstå, at en depression er en tilstand man kan komme ud af igen og at han kan få nogle værktøjer til det; vil det hjælpe os alle sammen. Det virker også tildels, han har evnen til at forstå alle de tekniske begreber om kroppens kemi, og kan se sammenhængen med det vi allerede gør, og vi bruger opskrifterne fra online kogebogen, og Cim går op i madlavningen med ny entusiasme. Men vi mangler en opfølgning og måske noget mere, for at komme videre, men det har vi ikke penge til eller overskud til. Og Cim er dér, at han ikke synes at han er det værd og der skal ikke spildes penge på ham.
    > I slutningen af 2011 bliver han indkaldt til samtale til 3 forskellige belysningsstillinger, men ender med at blive valgt fra, på grund af afstanden, vi bor over 100 km fra København. Det er meget bittert. Så vi beslutter endeligt at flytte til københavn. Der er mange grunde til den beslutning; vi er trætte af at leve så isoleret og at have langt til alting, samtidig kan jeg blive dagpleje for Vincient og et andet barn i Københavns kommune, vi kan have et nærmiljø med andre børn, Cim kan forhåbentlig få arbejde, vi kan cykle og får familie og venner tættere på. Altså mange gode grunde. Vi beslutter, at kaste os ud i det, vi kan godt betale terminen på huset og leje til en lejlighed i en tid. Vi føler, at vi er nødt til at gøre noget for at komme videre. Og vi vil prøve at sælge huset eller leje det ud. Endelig ser det ud til at lysne for os. Vi finder en villalejlig i valby, med indflytning 1. Maj 2012, i et børnevenligt kvarter. Jeg har lige fået din bog, drømmemor effekten, Eva og læser den igen og igen, den bekræfter det jeg allerede ved, men med nye ord. Men det er så svært at gøre det i praksis, også fordi Cim og jeg er så uenige, og jeg aner ikke hvordan vi skal møde hinanden i et kompromis, vi begge kan leve med.
    > Vi køber en brugt cykletrailer til børnene og bruger sommeren på at cykle rundt til parker og legepladser, og nyder vores nyfundne frihed og for en stund, som små øer, begynder vi at tro på, at nu vender det.
    > Rita får plads i en lille børnehave i gå afstand og jeg finder Andrea på 10 mdr at passe sammen med Vincient. Og Cim får arbejde i september, i en led-belysningsvirksomhed, hans speciale, men da han er på dagpenge, vil de ansætte ham med løntilskud de første 3 mdr. og efter en snak med a-kassen, vil de da også gerne have en måneds praktik.
    > I den periode arbejder han fuld tid, men er teknisk set stadig ledig og skal ansøge om 2 job hver uge, og optjener ikke dagpengeret. Hans 2- årige dagpenge periode udløber efter de 4 måneder, så vi håber på at de vil beholde ham. Det er svært at sluge, men samtidig er han også meget glad for endelig at få et arbejde, og få lov til at lave noget han brænder for. Han arbejder hjemme fra og det er en udfordring, både med den disciplin det kræver og det er meget ensomt. Samtidig arbejder jeg jo også hjemme med at passe børn, vi går i legestuer så meget det kan lade sig gøre, men det er bestemt ikke optimalt. Vi er syge hele tiden og jeg får endelig prioteret at få en email konsultation hos dig, Anette, jeg har fået dit nyhedsbrev i halvandet år og været medlem af klubæblebørn i et halv års tid, men meldt mig ud igen, da vi skulle prøve at skære ned på vores udgifter. Som jeg skriver til dig, har jeg mistanke om noget intolerance overfor mælk, begge børn har fået konstateret kronisk mellemørebetændelse og snotter hele tiden. Dit råd er selvfølgelig at undgå mælk i 2 måneder, men Ritas børnehave kræver læge dokumentation, min svigermor bager glad boller uden mælk, men putter smør på, hendes kæreste holder et længere foredrag om at mælk ikke kan skade og mine egne forældre kigger sigende på hinanden, nu har hun igen fået en af sine idéer. Så det projekt drukner, ligesom så mange andre, vi kan simpelthen ikke overskue at skære igennem og holde ved. Så vi får fiskeolie, d-vitamin, mælkesyrebakterier når vi har råd og husker det. Og det er jo ikke helt nok. Som så mange gange før, havner vi i, at vi har al den viden, men ikke kan integrere den og omsætte den til praksis.
    > Jeg får råd af min veninde, som er skolelærer, om at henvende mig til familierådgivningen, for der kan man få gratis hjælp, jeg ringer til afdelingen i valby og er meget ulykkelig i telefonen. Jeg får den besked, at de vil vudere om vi er berettigede til hjælp og vil høre nærmere inden for 14 dage, det er meget hårdt, når man sidder på kanten af afgrunden. Noget tid efter ringer jeg, efter en snak med min veninde, dog til vanløse afdelingen, og vi får en tid der, men vi kan kun få passet et barn og må have Vincient, der næsten er halvandet, med, det lægger en dæmper på os og vi får ikke rigtig noget ud af det, og vi opgiver det igen.
    > Op til jul er vi igen på sammenbrudets rand og snakker igen om at skilles, eller være væk fra hinanden i en periode. Cim er virkelig langt nede og det er jeg også, og så er vi syge på skift. Jeg skriver en lang sms om vores tilstand og og beder om hjælp, om det så bare er at ringe lidt oftere, og sender den til venner og familie, men til min store skuffelse er det kun lidt respons og ikke noget hjælp. Jeg føler mig meget ensom og fortabt, og aner ikke hvad jeg skal stille op. På det tidspunkt tror jeg ikke engang, at vi kan overskue at gå fra hinanden, så på en eller anden måde får vi hudlet os gennem vinteren.
    > Ved en tilfældighed støder jeg på din bog, Fie, da jeg er på biblioteket med børnene. Jeg læser den med fornyet håb og prøver at integrere det i min hverdag. Men alt det jeg intuitivt føler er rigtigt og læser i dine bøger, Jesper og i din bog, Eva og nu i din bog, Fie møder modstand hos Cim.
    > Det er og bliver en kløft imellem os, som vi ikke ved om vi kan finde en bro over, og dermed også en evig tvivl om vi kan blive sammen.
    >
    > Det er ikke lykkedes os at sælge huset eller leje det ud, og 1. Maj 2013, lukker den virksomhed som Cim er ansat i og han får sin sidste løn, han har ikke haft tid nok til at optjene ny dagpenge ret, så det ser sort ud. Jeg er blevet sygemeldt med stress og vi kan godt se at det hele ramler. Vi har siden huset brændte, sagt til hinanden, at hvis det hele ramler, så pakker vi bilen og kører til Italien. Det har selvfølgelig altid været ment som en drøm, man aldrig får levet ud, men nu står vi her så, og vi kan se frem til kaos, huset på tvangsauktion, en lejlighed vi ikke har råd til at bo i, en bil der skal sælges, kontanthjælp og sikkert, efter alt det, en skilsmisse. Det vil vi bare ikke, så vi beslutter at beholde de penge vi har, altså ikke betale flere regninger, og så vi sælger hvad vi kan, væksler alt hvad vi har til euro, opmagasinerer nogle få ting, mest børnens legetøj og lidt arvegods og den 17. Juni pakker vi bilen og kører mod Italien. Vi forlader lejligheden med resten af vores ting i og forsvinder ud i det blå. Det er både forfærdeligt og fantastisk på en gang. Vi er både rædselsslagne og lettede. Tanken om ikke at have noget hjem at vende tilbage til er både skræmmende og befriende. Og tanken om hvad der skal ske i fremtiden med os og vores to små børn er også angstfremkaldende. Samtidig har jeg aldrig følt mig så let og fri, endelig at gøre noget som føles rigtigt for mig.
    >
    > Ingen ved at vi er taget afsted, det er for drastisk en ting at fortælle, så vi sender en lang email til vores forældre dagen efter, det kommer selvfølgelig som et chok for dem, alt sammen. Grunden til at vi ikke har fortalt dem noget, er at de gerne vil hjælpe os til at have det, som de synes er det rigtige og det er ikke nødvendigvis det rigtige for os.
    >
    > Vi har meldt os ind i en organisation, ved navn wwoof ( world wide organisation of farming) hvor man arbejder ca. 20 timer om ugen for kost og logi. Man bor hos familien og er en del af livet der. På den måde rejser vi rundt i Italien og møder en masse dejlige mennesker og oplever en masse fantastiske ting. Men vi er ulykkelige og har det rigtig dårligt på samme tid. Cim er meget depressiv og har angst og synes ofte at det ville være bedre for os alle sammen, hvis han ikke var her mere. Han har for længe siden opgivet troen på at han nogensinde vil blive glad igen. Det eneste tidspunkt, han har det godt, er når han arbejder fysisk hårdt i marken. Vi finder gårde tæt på havet og tager til stranden næsten hver dag. Det er det sted, vi sammen trives bedst. Vores rejse bringer os til Sardinien og efter endnu en wwoof oplevelse, lejer vi en lille lejlighed i hele september måned, i en lille ferieby, med stranden i gå afstand. Efter en uge er Cim ved at gå til af rastløshed og jeg forslår, at han finder et wwoof sted og tager afsted alene i 4 dage af gangen. Han finder et hotel i dorgali, med have projekter og tager afsted. Ungerne og jeg finder en ny ro, uden alle vores skænderier og vrede og dårlig stemning. Det er også vildt hårdt, for jeg har det heller ikke godt og børnene lider under alt det. Jeg har din bog, Fie, som jeg klamrer mig til, slår uvilkårligt op i og læser igen og igen. Men det er så svært at omsætte det til handling. Det er er tilbagevendende problem for mig, jeg har al denne viden, men jeg kan ikke handle i overensstemmelse med den. Det får mig tit til at føle mig magtesløs og have lyst at give op, men det kan jeg heller ikke finde ud af, og så kommer vreden og sorgen. Frustrationen over ikke at kunne komme ud af det. Men her i denne ferielejlighed, alene med børnene, lykkes det mig faktisk, at gøre noget anderledes. Flere gange, mens situationen er ved at komme ud af kontrol, sætter jeg mig midt i det hele og læser, hvad er det nu jeg skal gøre? Og det i sig selv, er jo nok til at ændre energien, og opløse konflikten. Jeg ved hvad jeg skal gøre, men det kræver så meget energi og tålmodighed, og overskud som jeg ikke har, eller i hvert fald kun kortvarigt. Og hele tiden er der alle de uforløste følelser, konflikter og uenigheder mellem Cim og mig, vi kan simpelthen ikke komunikere sammen. Og det går ud over børnene, på alle måder.
    > Og her kommer tvivlen, som så mange gange før, snigende og gnavende; ville det være bedre at være uden Cim.
    > Vi har så meget vrede og løber panden mod den samme mur igen og igen. Man skulle tro, at man bliver klogere, men når følelserne tager over, så havner vi i rigtigt og forkert, beskyldninger og forsvar.
    > Det optrapper også konflikterne imellem os. Og det synes umuligt, at vi kan finde et kompromis. Og her er vi følelsesmæssigt stadig. Samtidig elsker vi stadigvæk hinanden og vil gerne blive sammen.
    > Jeg bliver ved med at tro på, at vi kan løse det, men ikke uden hjælp og Cim tror ikke på, at der findes nogen der kan hjælpe ham. Vi har det begge to meget svært med vores følelser, og er begge to meget følsomme mennesker. Jeg har lært at skulle begrænse og gemme følelser, det måtte ikke blive for meget, hverken glæde og begejstring eller sorg og vrede. Cim er vokset op hos sin mor, der var meget ulykkelig de første mange år hans liv og han har hele sin barndom haft voldsomme vredes udbrud og blevet meget hidsig, men har lært sig at lægge låg på. Han har en utrolig evne til at tilegne sig viden og huske, men han fungerede ikke i skolen. Han fik ikke hjælp, men istedet og en uforstående mor, der insisterede: du kan jo godt!
    > Vi er begge særlig sensitive mennesker, og det betyder for os, at vi begge let bliver overstimuleret og følelsesmæssigt overvældet. Og nu er der jo ikke noget der kan få følelserne i kog, som børn; dem allesammen, på én gang. Og her står vi så, med alt arvegodset og meget ringe evner til at håndtere følelser.
    > Jeg søger mer viden, for at prøve at komme videre og via Fie, støder jeg på dig, Pernille. Jeg har ikke hørt om skyggearbejde før, men det tiltaler mig med det samme og jeg læser alt hvad jeg kan finde på din hjemmeside. Jeg har ikke noget betalingskort, så jeg kan ikke få fat i Debbie Fords bog eller skyggekurset. Men jeg tænker at her er en måde at arbejde med de følelser jeg ikke kan håndtere, og som mine børn så tydeligt viser mig, er det stort set dem allesammen. Det bliver et stort arbejde, men jeg er meget glad, fordi der trods alt er en vej at gå. Jeg skriver til mine forældre, at jeg ønsker mig skyggekurset i julegave, de synes, at der er en besynderlig julegave, men vil gerne give mig det.
    > Vores tid i lejligheden er nået til enden og vi pakker atter bilen og kører til hotellet, hvor Cim har arbejdet. Familien har et hus lidt udenfor byen og efter 2 uger, med snak frem og tilbage, får vi lov at låne huset mod at hjælpe med at holde grunden, det er et fantastisk sted og vi er meget glade og taknemmelige. Vores tid i lejligheden har vist os, at det betyder meget at have et hjem, efter at have været gæster i lang tid. Cim fortsætter også med at arbejde på hotellet for mad. Så for en tid er der ro, børnene og jeg har en kæmpe grund at boltre os på, vejret er stadig dejligt, på trods af at vi nærmer os oktober, så vi tager tit til den stranden; den smukkeste jeg har set, den er ligger isoleret og vi kører af små snoede veje op af et bjerg, og pludselig, efter et sving, åbner udsigten sig ud over en grøn træklædt kløft med et vandløb, der munder ud i en lille strand bugt, hvor der er høje klipper på begge sider og absolut kun naturen at se, balsam for sjælen. Her bruger vi meget tid indtil d. 8 november, der er sidste badedag for os. Heldigvis finder vi en termisk swimmingpool, så vi kan fortsætte med at bade, børnene elsker det og det er godt for både Cim, der slås med psoriasis og mig, der har haft meget eksem og har en sart hud og hovedbund. Det er temmelig primitivt, men fantastisk, det er kun siderne der er muret op, bunden er sand og småsten, og 30 grader varmt vand stiger op fra undergrunden, man kan finde de varmeste steder og så borer tærene ned i det varme sand og så er vandet let perlene, jeg har aldrig prøvet noget ligende, men det kan klart anbefales.
    > Vi ha. en dejlig tid i huset, men der har selvfølgelig hele tiden været bevidstheden om " hvad så nu". Vi har egentlig aftalt at blive i huset vinteren over, men der er det problem; at huset ikke kan varmes ordentligt op, vi har denne her kæmpe pejs, der kun fungerer nu man tænder en kraftig udsuning på skorstenen, og dermed suger al varmen ud, tænder man den ikke... så kommer al røgen ind i stuen. Da husene ikke er isoleret, og det bliver ned til de 5 grader, er det meget køligt. Som vi har erfaret på vores rejse og mødet med mange italienere, er de ikke glade for forandringer og besværligheder. Og det gælder altså også at ændre måden at bygge huse på, så de fryser i en 3 - 4 måneder og døjer med varmen resten af året. De skøre romere!
    > For os betyder det at vi skal finde ud af, hvad vi nu skal gøre. Og med det vælter alt stress og usikkerhed frem igen.
    > Vi snakker om at rejse videre til Sicilien, men vi har ikke mange penge tilbage, og da julen nærmer sig, beslutter vi at tage til Danmark og holde jul og nytår, se venner og familie. Derefter vil vi tage til Sverige for en tid, Cim vil prøve at få noget arbejde, så vi kan spare sammen til at komme afsted til Italien igen. Det er med blandede følelser, at vi tager afsted og vi er glade for at vi har en plan, da vores forældre snakker meget for at vi skal blive i Danmark. Cims mor overhører faktisk, at vi vil videre og finder en lejlighed til os i brøndshøj og bruger mange timer på at finde oplysninger om gældsrådgivning, som vi ikke har tænkt os at bruge, da ingen af os har lyst til at blive i Danmark.
    >
    > Vi har begge to nok altid følt, at vi ikke passede ind, det har altid været en kamp at tilpasse sig. Vi har begge drømt om noget andet, uden dog at kunne sætte ord på, der må være noget mere... men hvad og hvordan? Jeg har siden jeg som 20-årig, tog 2 uger alene til Grækenland, i hemmelighed drømt om at rejse ud. Men jeg har aldrig tænkt det som en reel mulighed, det var bare noget jeg drømte om. Jeg har altid misundt andre, at de rejste ud i verden, men end ikke tænkt, det kan jeg da også bare gøre, et massivt blind-spot, for at bruge dit udtryk, Pernille. Men nu hvor det gjort, er det som en fugl der synger i mit bryst, jeg smiler bare ved tanken og føler mig let.
    > " Jeg åbnes som en bog i vinden,
    > ser op og ler,
    > tror du på min sjæls forsvinden,
    > hvis jeg siger mer".
    > Et digt, jeg for mange år siden har læst på bagsiden af et go-kart og det er den følelse, det fremkalder, jeg altid har længtes efter og vores rejse til Italien, har fremkaldt den, ingen tvivl om det og endelig tror jeg på, at jeg kan passe ind. At det ikke behøver at være en kamp at være til. Jeg kan begynde at leve, istedet for bare at overleve.
    > Vi har, siden vi besluttede at bygge et bæredygtigt hus, haft en drøm om et mere simpelt liv, være selvforsynende med grøntsager og så meget frugt som muligt, have nogle høns, lave tingene selv, have en lille b&b, være meget sammen med vores børn og ikke behøve 2 fuldtidsjob, men det er bare meget svært i Danmark, selv hvis vi begge havde haft det godt. Men vores rejse i Italien, har vist os at det godt kan lade sig gøre, og vi vil gerne tilbage.
    >
    > Vi kommer til Danmark den 10. December, vi bor hos Cims mormor, der tilsyneladende er den eneste der forstår os. Ingen bebrejdelser eller fordømmelse, kun en varm omfavnelse. Vi besøger familie og venner, det er dejligt at se dem allesammen, men vi møder megen uforståenhed og mange gode råd om, hvad vi kan gøre for at komme på plads i Danmark igen. Det er hårdt hele tiden, at skulle diskutere og forsvare det, vi har valgt at gøre og vil i fremtiden. Det bliver ikke rigtig taget for gode varer.
    >
    > Den 19. Januar flytter vi til malmø, i en lille møbleret lejlighed, som vi har i 2 måneder. Her er vi nu, vi er glade for igen at have vores eget og der er mange gode ting at lave med børnene.
    > Men Cim er ved at gå helt ned igen, han har ikke arbejdet siden 3. december og har søgt masser af arbejde, men har kun næsten fået et job fra slutningen af marts. Han bliver vanvittig af ikke at foretage sig noget, rastløs, uro i hele kroppen og kan ikke sove. Vi har søgt social hjælp, men sagsbehandlingen er lang, så lige nu får vi madpenge en gang om ugen og ved ikke om vi har penge til at betale husleje til d. 1. Usikkerheden slider os meget og Cim raser over ikke at kunne få lov til at forsøge sig selv . Jeg har dage hvor jeg er så træt, at jeg går rundt i en tåge. Begge børn vil igen ikke i seng, det er en kamp og der er meget vrede i luften.
    > Det vigtigste vi er nået frem til, er, at vi har brug for hjælp, hjælp til alt det rod vi har inden i, vi kan ikke komme videre med vores liv før vi har det bedre med os selv og hinanden. Cim har indvilliget i at søge hjælp, selvom om han tvivler. Og det er på høje tid!
    >
    > Jeg har skrevet på denne mail siden december, og det har været godt for mig, at skrive det hele ned. Men jeg kan ikke overskue hvilken hjælp vi præcis har brug for og erfor spørger jeg jer, vil I hjælpe os? Jeg ved, at I alle har stået her, på den ene eller anden måde, hvad gjorde I? Hvordan kom i videre? Hvem hjalp jer og hvordan?
    > Jeg vil gerne takke jer allesammen for den hjælp I allerede har givet mig, uden jer var jeg aldrig kommet så langt som jeg er.
    > Nu vil jeg trodse min frygt, give slip på klippekanten og sende denne mail afsted.
    > Kærlig hilsen
    > Cecillia


  8. Yonina Groot på 30.04.2014
    Hej Ninka...de sidste to videoer komme kun frem som billede, når jeg trykker på dem.....kan jeg se dem andet sted?
  9. Susanne Christiansen på 30.04.2014
    Tak Ninka ♥
    Linket til B12 og det andet ?

Efterlad en ny kommentar

Var denne blog en øjenåbner?

Skriv dig op her og få besked næste gang der er nyt.