Mine mælkebumser og al magt til Morten
Jeg har været på næstsidste modul af min procesleder-uddannelse. Næste måned er der eksamen.
Her ser I konsekvenserne.
Af en overnatning på Comwell i Roskilde i samme anledning.
Jeg tænkte, at det var på tide at afprøve, hvordan jeg nu reagerer på mælk og gluten.
Og det var sjovt at spise en hvedemad med tandsmør.
Og det bliver ALDRIG kedeligt at studere effekten bagefter. Her ser i nye bylde-bumser, som ligner dem, jeg levede med hver eneste dag til den dag, hvor jeg blev 33 år og kvittede mælken.
”Velkommen tilbage, gamle venner. Hyggeligt at hilse på jer igen.”
Få timer efter indtraf den psykiske effekt. Fornemmelsen af at sidde i en osteklokke. Vreden. Modløsheden.
Så er det om at holde tungen lige i munden de par dage, det tager. Før det er ude igen.
Hjemme igen tog jeg aktivt kul i tabletform (prøv at google ”active charcoal”) og gik tidligt i seng.
Der er meget at fordøje efter sådan en tur. Det gælder i øvrigt også uddannelsen, hvor vi lærte om persontyper. Her ser I min læremester, underviser på uddannelsen og mentor, Lars Borgmann.
Han er et af de mest fascinerende menneskser, og den dygtigste underviser i kommunikation, jeg nogensinde har mødt.
Det er lykkedes mig at lokke ham til at undervise i relationer og kommunikation for kernesunde i vores klinik. Glæd dig.
Mere om det senere.
Jeg skal pleje mine bumser med Traumeel og tænke over tilværelsen.
PS: Mine drenge vokser SINDSSYGT hurtigt disse dage.
Jeg skal snart vise jer et billede af dem…
Al Magt til Morten
Jeg må også lige indvie jer i noget, der er sket i vores parforhold.
Inspireret af sidste undervisningsgang, hvor vi talte meget om parfohold og mønstre, har jeg givet slip.
Fuldstændig slip.
Det er min teori, at jo mere, jeg mærker en tendens i mig til at kontrollere Morten, bestemme og styre, jo mere fjerner jeg mig fra mig selv. Og jo mere mandhaftig og ulykkelig bliver jeg.
Derfor har jeg kastet mig ud i et eksperiment, der minder lidt om en opgave, jeg giver nogle af mine kursister. Jeg har erklæret hjemmet en ”Al magt til Morten-zone” i en periode.
Det vil sige, at jeg nu slipper min over-kontrollerende personlighed på hold. Og hvad lavede den så i vores ellers kernesunde parfohold?
Den ville egenhændigt bestemme AT vi skal flytte. At det skal være NU. HVOR vi skal flytte hen. HVILKEN bil vi skal have og at det skal være NU.
Og jeg kunne mærke en sætning, der på et tidspunkt bliver sagt i ”The Secret” filmen, gav mening:
”Jo mere, jeg presser på, jo mere fjerner jeg mig fra mit mål.” Så jeg har givet slip.
Jeg har sagt til Morten, at jeg læner mig tilbage. Blid, blød og kvindelig og glæder mig til at se, hvor han bærer sin familie hen. Sådan som han er skabt til at gøre det.
Så nu er Morten leder-han, og jeg holder sommerferie fra mine kontrollant-gener. Det betyder, at jeg ikke ved, hvor vi skal flytte hen (kun at det bliver i nærheden af Hornbæk). Jeg ved ikke, hvornår, vi skal flytte. Og jeg ved ikke hvornår vi skal have bil. Og hvilken bil det bliver.
Det sjove er, at det har givet ham sådan en fed ro, styrke og selvtillid, at jeg ikker spiller mor for ham.
Det er faktisk også meget mere spændende på denne måde.
Og så er det afslappende.
Og så er det faktisk lækkert med en mand, der rent faktisk har den power, han gerne skal have. Og den indflydelse, der følger med.
Knus
Ninka
Efterlad en ny kommentar
Var denne blog en øjenåbner?
Skriv dig op her og få besked næste gang der er nyt.
Skriv dig op til mit nyhedsbrev
Mere detox
Kommentarer (45)