Follow me on my new websitesite - Turn Autism Around
Psyke og følelser, Kærlighed og parforhold

Jeg slipper ham, jeg elsker så højt.

 

Jeg er blevet revet midt over og samlet igen.

Noget skulle sluges og hele vejen igennem systemet, for jeg kunne sætte ord på det. Først var det en stor klump, der fyldte det hele. Så blev smerten fragmenteret og blandede sig med små stumper af erkendelse og taknemmelighed.

Det har på en gang været den mest smertefulde og livsbekræftende og lærerige uge i mit liv.
Og i mange dage kunne jeg slet ikke tale om det.

At give slip

Nu er jeg klar til at fortælle.
Jeg fortæller denne kærlighedshistorie - denne afslutningsfortælling - denne nye begyndelse af to grunde:

1: Fordi afslutninger og smerte er det, vi alle forsøger at undgå. Vi er så sindssygt bange for at afslutte kapitler, at vi nærmest ikke tør elske. Ikke tør give os hen.

Og angsten for smerten og afslutningerne gør også, at vi klamrer os til noget, der skal slippes. Og jeg vil gerne dele min oplevelse, for at gøre det lettere for dig at glide ind i afslutningens smerte som en smuk del af livet. Og slippe det, der er færdigt, så noget nyt og smukt kan træde i stedet for.

2: Fordi det du gør, siger, vælger, spiser, flygter fra, udsætter eller tager ind LIGE NU bliver afgørende. For dig. For dem, du elsker. Og for, hvordan dine børns liv bliver, når du er NØDT til at give slip. Og de selv skal tage ansvaret. Det er det, du GØR, de kopierer.

Det uundgåelige. Han forlod mig. Og det er godt.
Han gik rundt i haven og samler hindbær med sine lange fingre. Gavmildt delte han dem med mig. Som vi har delt alt igennem livet. Glæder, sorger, glæder, sorger, glæder. Den sidste uge af sommerferien skulle være lys, let og afslappende. Så i starten forsøgte jeg at aflede mig selv fra den smerte, der voksede frem fra dybet af min mave og ragede hele mit indre til sig. Jeg havde hovedpine i hjertet. 


Den sidste dag i det liv, vi kendte så godt
Senere blev det så den sidste tur på stranden med min lille familie, som vi kender den. Tiden både gav og tog. Og det hele væltede frem som billeder, imens vi stod og så ned på de fødder, der havde båret os igennem det hele. Og som der lige om lidt ville være ET sæt mindre af.

Vi har badet, grinet, leget, grædt, lidt og nydt livet og hadet livet med hinanden ved denne strand. Vi har holdt Sankt Hans her den sommer, hvor jeg blev single og også oplevede stor smerte ved at splitte familien ad. Blandet med ny frihed. Jeg tog endda et billede den aften for 4 år siden:



Og turen igennem sandet her 4 år senere, blev en symbolsk afslutningsvandring.


En afslutning på alle de fine år og de hårde år, hvor der var sygdom, astma, autisme, stress, søvnløse nætter, dommedagsprofetier fra psykiatere og læger. Og en jernvilje, der sagde FANDEME NEJ. Og tvang os til at gå i gang med at lære at lave mad, der afgifter og styrker. Lære at flytte tilbage i et liv med solopgange, solnedgange, hav, skov og fuglesang.

At slippe kontrollen. FUCK.
Og her på stranden i et fælles kram med mine sønner, mindedes jeg og tog afsked med de hårde år. Hvor min eksmand løbetrænede med et barn, der var så ude af flippen i ADHD og autisme, at han rullede rundt i grøften, skreg, hylede, smed tøjet og fik forbipasserende til at stoppe op og skælde ud. De anede jo ikke, at vi hjalp ham. Hver eneste dag i et år.

De søvnløse nætter og erkendelsen af, at vi ikke kunne være sammen som familie i bilen, fordi det var for farligt med hans adfærd.

Min søn løb, levede, spiste, sov og udrensede sig ud af symptomer og diagnoser. Egentlig ved at leve det liv, kroppen er beregnet til i pagt med naturens cyklus og årstider. Måske var sygdommen et tegn på, at vores liv var blevet for unaturligt og crappy? I hvert fald forsvandt sygdommen, da vi holdt op med at leve som de fleste moderne mennesker ellers gør.

Den uendelige hoste, astma, hospitalsindlæggelse, feberkrampe. Og det pinlige faktum, at vi måtte acceptere, at han forvandlede sig til en hund, når vi var ude blandt fremmede. Fordi han ikke kunne håndtere presset. Og den dag, min kusine, Louise Lie måtte have ham i snor hele vejen op ad Nørrebrogade. Ellers ville han ikke med.

Livet - den bandit...Tiden tager og giver....

Men alt det overvandt vi sammen. Min ældste søn overvandt og kom over ALLE symptomer på de diagnoser, han fik på Bispebjerg Hospital som 5 årig. Men hvis han slækker på kosten, spiser kornprodukter, mælk eller ikke får sin sunde mad, sin friske luft og sine kosttilskud, går det hurtigt ned ad bakke. Det mærker han også selv.

Og indtil nu har jeg haft et øje på, at han fik den træning, de kosttilskud, og den mad, han skulle have til det endelig vendte. Og hans hjerne forandrede sig. Rejsen tilbage mod det normale liv, folkeskolen og nu.....Efterskolen.


Den sidste dag og den første dag

 
Dagen før afskeden. På den smukkeste strand i verden. Vores strand.
Av mit hjerte.

Om aftenen efter strandturen pakkede vi de sidste ting og gik lidt rundt i den nye virkelighed og det tomme drengeværelse, der stod og gabte med åben dør.

Hele ugen havde smerten klistret sig til mig, som en bejler, der var ude efter min opmærksomhed. Først var den en belastning. Jeg fejede den af. Børstede den af mig. Vendte ryggen til. I dagene, der fulgte, accepterede jeg den. Og jeg dykkede ind i den. Den fik lov til at være der. 

Så kom tårer hulkende nede fra den klump maven, der havde samlet sammen til det længe.

Og for hver udladning, blev smerten mindre insisterende. På et tidspunkt så jeg nødvendigheden og skønheden i dens kraft.

Fødsels sedlen fra Herlev Hospital. Jeg føler lige, vi sad og så på den og vores nyfødte dreng for et øjeblik siden. Ufatteligt.

Ligesom den overvældende smerte ved fødslen af det barn, jeg nu skulle slippe, ledsagede smerten en afslutning og en ny begyndelse. Afsindigt smertefuldt og afsindigt spændende og smukt på en gang. Som alle livets meningsfulde oplevelser.

Den søn, som jeg har været igennem ALT med og som jeg sværger på, jeg lige har født og kørt hjem fra hospitalet i en blå barnevogn, gik nu rundt og pakkede sit liv ned for at tage på efterskole. Og pludselig var vi der.

Den nye frihed.
Du tror mig ikke. Du kigger på dit barn og ser en evighed i horisonten. Måske misunder du mig endda min nye frihed med teenage børn. Og nu endda kun en lillebror på 13 at hjælpe videre, som stort set klarer sig selv. Og det er også en befrielse. Det er det.

Men bare, så du husker det. Når du så hæver blikket fra denne tekst, blinker du med øjnene og så er det forbi. Og du skal hjælpe DIT barn med at pakke kufferten og sende det afsted ud i verden. Og det er ikke sokkerne, skjorterne og tandbørsten, der afgør, hvordan livet bliver for det barn.


Mig i 30´erne. Har skrevet min bestseller, "Kernesund familie - sådan", der endte med at sælge 140.000 eksemplarer i DK og gøre en kæmpe forskel for en masse familier derude med Sundhedsstyrelse og etablerede eksperter som party-poopers. Eksperimenterer og insisterer på sund, nærende, mad uden sukker, mælk og gluten, tid i naturen og TID til mine børn.

Dine børn bliver det, du er og gør.
Det er ikke ting, børnene bringer med sig ud i verden. Det er det, du har VIST DEM ved at være dig, som de pakker ned i kufferten og efterligner.

Og så selvfølgelig (og heldigvis) en portion protest imod det, vi fuckede op - og der er masser af det. Og det er også en gave, fordi det demonstrerer, hvad de ikke kan bruge til en skid. så ud til højre med det.

Det, vores børn bringer med sig ud i verden er det, vi har lært dem. Og så er regnskabets time kommet. Indflydelsen ophører.

Derfor lægger jeg sammen og trækker fra i de dage. Som du kan gøre lige nu. Se på det, du viser. Eller har vist.

Din evne til at elske og udtrykke dig (eller din trang til at undgå smerten og din selvbeskyttelse, der har hæmmet dig), mængden af knus, kram, bevidste valg og fravalg, din evne til at sige ja, når du mener nej og ja, når det er det, der bobler frem i maven. Dine evne til at passe på dig selv, stå ved dig selv, tage tid til dig selv. De timer, du har prioriteret på skovture solopgange, hensynsfuld mad og lindrende søvn. Gejsten og apatien. Råb eller opmuntring. Hvad har fyldt mest?

Jeg føler godt, jeg kan være regnskabet bekendt.

 

Min vidunderlige søn på vej ind i sit nye liv. Når han vender tilbage om 2 år, er han 18.
kan du huske ham fra denne bog?


Han ER sundhed. Han tager ansvar.
Da vi ankom til efterskolen, blev vi mødt af den søde køkkendame, som havde gjort 3 hylder klar til Bertrams kosttilskud og den mad, hun omhyggeligt sørger for hver dag. Uden gluten, sukker og mælk.
Vi pakker ud, sætter mørklægningsgardin op (det allervigtigste for en sund søvn) og synger afskedssange med de andre forældre. Så krammer vi og siger farvel.
Vi har fået besked om, at vi ikke skal sms'e eller ringe og kontrollere dem de næste par uger.


Køkkenchefen Tine har lavet tre hylder med Bertrams glutenfri og mælkefri mad.
"Hvis du bliver sulten på noget tidspunkt, så finder du bare vahgten, og så låser han dig ind i køkkenet. Vi stiller din mad frem i køkkenet hver dag. Så de andre ikke snupper dine portioner." Ny mor - YES! Elsker hende allerede

For det er nu, de skal lære at tage ansvar og klare sig selv. Min indre kontrolfreak er på stenhårdt arbejde.

Han kan selv.
Jeg fulgte med på Facebook. Jeg hørte intet første dag. Men jeg kan se, at han havde det fantastisk (og det har han stadig). Næste morgen sendte han mig en kær besked om, at han havde
husket sine morgenpiller og fundet sin løberute.

Han knytter venskaber. Han lever. Han er på vej ud i verden. Og han passer på sig selv.

Han skal spille klaver og gå på producer-linjen og er i gang med at lægge fundamentet til at kunne leve af sin passion.

Følelsen af sejr er helt utrolig. Det barn, som alle officielle instanser havde opgivet, lever et fuldkommen normalt, selvstændigt ungdomsliv. Og han har ikke brug for mig for at leve sundt og passe på sig selv mere.

Jeg er taknemmelig. Over-fucking-drevet STOLT og taknemmelig. Mission accomplished.

Mine budskaber til dig må være:

En diagnose er et øjebliksbillede. gener er kun et udgangspunkt. Det er miljø, liv, kost, kontakt og livsstil, der afgør, om dårlige gener ødelægger alt eller dæmpes.

Giv dig selv lov til at opleve smerten ved afsked. Jo mere, du undertrykker den, jo værre bliver den. Tillad dig selv at give slip på det, der er færdigt. Barndoms-tiden, et udtjent parforhold, et arbejde, du ikke elsker mere. Og tillad dig selv at nyde friheden på den anden side.

ELSK. Ubetinget. Sæt alt på spil - også selvom du mister det hele igen. Elsk uden beskyttelse, uden behov for garanti, uden forbehold. Når du beskytter dig selv ved ikke at hengive dig til kærligheden af angst for at miste den igen, så undgår du godt nok smerten. men du lukker også ned for det eventtyr og det mysterie, kærligheden er.

LEV og VÆR det, du ønsker, dine børn skal være. de kopierer det, du gør, vælger, fravælger, tør, udsætter, kaster dig ud i....

NYD LIVET. OGSÅ NÅR DET BIDER.

P.s.: Nu er Lillebror enebarn og har en honeymoon periode med al opmærksomheden fra mor. Sikke en gave også....

Kommentarer (33)

  1. SofI Nishida på 14.08.2016
    Så fin en blog - skøn og vigtig genlæsning
  2. karina christensen på 09.09.2015
    Hej Ninka

    Mange tak for svar og håber han trives på efterskolen :)

    kh
    karina
  3. karina christensen på 09.09.2015
    Hej Ninka

    Mange tak for svar og håber han trives på efterskolen :)

    kh
    karina
  4. Karina Christensen på 25.08.2015
    Hej ninka
    Syntes du på et tidspunkt har skrevet at man også skulle holde sig fra glutenfrie produkter da de heller ikke er sunde.
    Kan se på bertrams hylde at der er en masse glutenfrie produkter??? Så blev lidt forvirret.... Er disse til i mangel af bedre fordi han er på efterskolen eller er de ok at spise jævnligt?
    Kh Karina
  5. Karina Christensen på 25.08.2015
    Hej ninka
    Syntes du på et tidspunkt har skrevet at man også skulle holde sig fra glutenfrie produkter da de heller ikke er sunde.
    Kan se på bertrams hylde at der er en masse glutenfrie produkter??? Så blev lidt forvirret.... Er disse til i mangel af bedre fordi han er på efterskolen eller er de ok at spise jævnligt?
    Kh Karina
  6. Sille Schaumburg på 22.08.2015
    Kæreste Ninka, Hvor er det smukt. Tak for at du som altid er her når jeg selv har brug for at blive spejlet. Jeg må i disse dage give slip på Min mand Michael. På den måde vi har været sammen på omkring vores børn og nu omkring hinanden. Vi er på vej til at give helt slip på hinanden og dog forblive sammen om den fortid vi har haft og en fremtid som vi ikke ved noget om andet end vi stadig elsker hinanden.
    Jeg har selv sendt 3 børn på efterskole og det har været guld for os alle. Den yngste gik på den Rytmiske efterskole 2011/12. I 1986/87 mødte jeg Michael på netop denne skole i Båring som dengang var Båring højskole. Jeg har lige, sammen med Michael, været på besøg hos Georg som dengang var forstander.Jeg elser som verden hænger sammen. Og jeg elsker at hænge sammen med dig. kærlige kram Sille
  7. Sille Schaumburg på 22.08.2015
    Kæreste Ninka, Hvor er det smukt. Tak for at du som altid er her når jeg selv har brug for at blive spejlet. Jeg må i disse dage give slip på Min mand Michael. På den måde vi har været sammen på omkring vores børn og nu omkring hinanden. Vi er på vej til at give helt slip på hinanden og dog forblive sammen om den fortid vi har haft og en fremtid som vi ikke ved noget om andet end vi stadig elsker hinanden.
    Jeg har selv sendt 3 børn på efterskole og det har været guld for os alle. Den yngste gik på den Rytmiske efterskole 2011/12. I 1986/87 mødte jeg Michael på netop denne skole i Båring som dengang var Båring højskole. Jeg har lige, sammen med Michael, været på besøg hos Georg som dengang var forstander.Jeg elser som verden hænger sammen. Og jeg elsker at hænge sammen med dig. kærlige kram Sille
  8. Bianca S på 21.08.2015
    PS: Du er virkelig smuk på disse nye billeder.
  9. Bianca S på 21.08.2015
    PS: Du er virkelig smuk på disse nye billeder.
  10. Bianca S på 21.08.2015
    Ej Ninka, Jeg bliver så rørt. Jeg har så svært ved at give slip. Især fordi noget jeg elsker så højt, har jeg lyst til skal fortsætte. Mine børn er flyttet fra en fantastisk børnehave til en skole tættere på deres far, hvor jeg ikke syntes, jeg kan mærke dem så meget som før. De skift, jeg næsten ikke kan være i. Ja, jeg husker dine billeder af din søn fra bogen. Det er så stort. Hvad gør man med smerten..? Det er en trøst for mig, at det er kærlighed, smerten er et tegn på stor kærlighed. Men jeg har faktisk ikke fundet ro efter det skift. Vil læse din blog igen. KH. Bianca
  11. Bianca S på 21.08.2015
    Ej Ninka, Jeg bliver så rørt. Jeg har så svært ved at give slip. Især fordi noget jeg elsker så højt, har jeg lyst til skal fortsætte. Mine børn er flyttet fra en fantastisk børnehave til en skole tættere på deres far, hvor jeg ikke syntes, jeg kan mærke dem så meget som før. De skift, jeg næsten ikke kan være i. Ja, jeg husker dine billeder af din søn fra bogen. Det er så stort. Hvad gør man med smerten..? Det er en trøst for mig, at det er kærlighed, smerten er et tegn på stor kærlighed. Men jeg har faktisk ikke fundet ro efter det skift. Vil læse din blog igen. KH. Bianca
  12. Vibe S på 20.08.2015
    Kære Ninka.
    Dejligt indlæg :) Hvilke mørklægningsgardiner bruger I? Jeg synes at det er meget svært at finde nogle, der ikke er fyldte med problematisk kemi.
    Bedste hilsner
  13. Vibe S på 20.08.2015
    Kære Ninka.
    Dejligt indlæg :) Hvilke mørklægningsgardiner bruger I? Jeg synes at det er meget svært at finde nogle, der ikke er fyldte med problematisk kemi.
    Bedste hilsner
  14. Camilla Sophia Hansen på 19.08.2015
    Hej Ninka

    Sikke en smuk skrevet blog
  15. Camilla Sophia Hansen på 19.08.2015
    Hej Ninka

    Sikke en smuk skrevet blog
  16. Irene Hage på 17.08.2015
    Så smukt Ninka TAK - og så stærkt du skriver og genlever -genfortæller din - jeres tid sammen. De mange udfordringer, de mange sejrer - en efter en... Du er en inspiration :))) Bliv ved !! Stort kram Irene
  17. Linda Borregaard på 17.08.2015
    Kæreste Ninka. Tak for den
  18. Maria kongstad olsen på 14.08.2015
    Skønne, skønne Ninka..
    Jeg har lyst til at skrive en masse smukke ord. Og alligevel ikke. For du har rørt mig helt ind i hjertet, og jeg er tom for ord, men fyldt med følelser. Stærke kvinde. Du er en stjerne i mørket. Ikke kun hos mig
  19. Anne Laursen på 14.08.2015
    Wow Ninka... Stor tuder i toget på vej til Aarhus... Der ramte du mig lige i hjertet. Har lige brugt det sidste halve år på at tage afsked... Og nu skal jeg til at turde igen.... Tak❤️ Mon nogen sinde mine tårer stopper igen....💦💦💦

    Knus Anne
  20. Pia Kofoed på 14.08.2015
    Indledningen på din beretning kunne lede en til at tro, at det var et parforhold, du sagde farvel til. Men da min største kærlighedshistorie er kærligheden til mine nu to år gamle tvillinger, jeg har kæmpet en årelang kamp for at blive mor til, var der ingen tvivl i mit sind om, at den afskedens smerte, du beskrev måtte være afskeden til sit barn. Jeg synes tiden er fløjet allerede siden de blev født, og alligevel er det stadig rigtig hårdt, fordi de endnu er så små og forlanger mig heeeeele tiden! Men jeg ved, jeg skal sætte pris på hvert eneste "moar!" og hver eneste søvnløse nat, hvor de har brug for at være i mine arme eller blive lagt til mit bryst, for at kunne falde til ro, for alt for snart er det overstået og de bliver selvstændige og har ikke brug for mine arme længere. Ikke hele tiden, i hvert fald... Tak for din beretning og fordi, du minder os om, at vi skal nyde at være den vigtigste i deres liv, og være vores ansvar bevidst om, hvad vi giver dem med i bagagen- ikke af materielle ting, men af minder og følelser og ikke mindst vaner. Tak til dig, Ninka 🙏
  21. Ida nielson på 13.08.2015
    Du skriver, så det går gennem marv og ben!
  22. Wenche Olsen på 13.08.2015
    ❤️❤️❤️
  23. Tina Bang-Andersen på 13.08.2015
    Kære Ninka
    Jeg sidder på toget på med tårer i øjnene. Og det største smil på jeres vejne! Din fortælling giver mig håb midt i vores egen process der har ligheder til jeres oplevelser. Glutenfri/mælkefri/sukkerfri diet gav nogle forbedringer hos min datter som er 5 år men det var ikke nok så vi kører fuld GAPS diet. Plus supplements og masser af sanseintegrations terapi, gåture i vores natur og kærlighed. Indenfor de første par uger på GAPS diet så vi forbedret sprog, øjne kontakt og kreativitet. Vi er på en livslang journey og din fantastiske søn er en inspiration. Mange tak ❤️
  24. Gül Ibraim på 13.08.2015
    Tak for deling ninka😥 meget rørende og autentisk. Han er en heldig knægt, med dig som mor.
  25. Anne Krogstrup på 13.08.2015
    Kære Ninka
    TAK for dine dyrebare ord - TAK fordi du inspirerer mig til at skifte mine indre briller ud, så jeg formår at møde nye styrker og svagheder - og anerkender dem-inde i mig.
    Du er en lede-stjerne, som bærer faklen SÅ stærkt, ærligt og troværdigt,- at det giver mig følelsen af, Når hun kan, så KAN jeg også!
    Jeg bobler af nysgerrighed og glæde over at skulle deltage, påny, i det kommende Detox-forløb.
    Kærligst Anne
  26. Jette Henningsen på 13.08.2015
    Kære Nina,

    Hvor bliver man glad, når man læser at Bertram kan selv nu!!! Når man nærmest har fuldt ham hele livet 😊 så rørende med dit brev - tak for du deler alt det. Jeg ville faktisk høre dig om du kender produktet "Ulmus Rubra" , rød elm, fra Engholmgruppen , jeg har hjulpet mange børn med at fjerne Asma, allergi mm. Ring gerne til
    Mig på 40919596. Dette har jeg tænkt på at skrive til dig i flere år. Pås på dig og din familie, i fortjener alt det bedste, og tak for alle de råd du deler, jeg er dig taknemmelig, knus Jette 😊😊
  27. Jeanett berntsen på 13.08.2015
    Kære Ninka .. Dejligt at læse alt du skriver og deler.. Det må være en fantastisk evne at kunne skrive nedhvad man føler og få luft derigennem til at trække vejret dybt og ånde ud stille og roligt .. Jeg kan kun med glæde i stemmen og i mine tanker ønske din store søn held og lykke på efterskolen .. 😊.. Jeg er så heldig at få kendskab til din yngste søn Melvin da han skal gå i klasse med Filip ( min søn ) de har leget sammen før , tror det var fra børnehaven . Filips kommentar efter den nye klasse havde mødtes var : at det var fedt at Melvin også skulle gå i klassen .. Så søde Ninka ( tror du husket mig en smule😊) håber vi får talt en del sammen igennem årene om børn , mad , adskillelse og lign . Har selv en datter der har været på efterskole .. Mærkede tomheden da hun var draget afsted til Fyn .. Hun græd da hun skulle sige farvel til dine efterskole venner .. 😊.. Tusind tak for du så smukt deler dine følelser og tanker med os andre. Nogen af os kan kun nikke genkendende til noget af det du skriver .. Andet har været en svær tid med Som du selv skriver , autisme og lign . Ses lige pludselig .. Bedste hilsner fra Jeanett ❤️😊
  28. Jeanett berntsen på 13.08.2015
    Kære Ninka .. Dejligt at læse alt du skriver og deler.. Det må være en fantastisk evne at kunne skrive nedhvad man føler og få luft derigennem til at trække vejret dybt og ånde ud stille og roligt .. Jeg kan kun med glæde i stemmen og i mine tanker ønske din store søn held og lykke på efterskolen .. 😊.. Jeg er så heldig at få kendskab til din yngste søn Melvin da han skal gå i klasse med Filip ( min søn ) de har leget sammen før , tror det var fra børnehaven . Filips kommentar efter den nye klasse havde mødtes var : at det var fedt at Melvin også skulle gå i klassen .. Så søde Ninka ( tror du husket mig en smule😊) håber vi får talt en del sammen igennem årene om børn , mad , adskillelse og lign . Har selv en datter der har været på efterskole .. Mærkede tomheden da hun var draget afsted til Fyn .. Hun græd da hun skulle sige farvel til dine efterskole venner .. 😊.. Tusind tak for du så smukt deler dine følelser og tanker med os andre. Nogen af os kan kun nikke genkendende til noget af det du skriver .. Andet har været en svær tid med Som du selv skriver , autisme og lign . Ses lige pludselig .. Bedste hilsner fra Jeanett ❤️😊
  29. Betina Mikkelsen på 13.08.2015
    Tak for din smukke og rørende beretning Ninka du er en stjerne❤️ Jeg beundre dig, dit mod og din evne til at blive ved og ved...
  30. Katrine Boel på 13.08.2015
    Åh tak. Min søn pakker i disse dage sine ting, og når september begynder, er han startet på universitet i en by på den anden side af broen.
    Da jeg læste dit indlæg, gav sluserne efter også hos mig.
    Det var jo nærmest i går jeg fødte ham i smerte og frustration. Og ringede og skældte jordmoderen ud flere måneder efter.

    Han kom først i institution da han var næsten 3, og han lærte mig at lytte til mit hjertes stemme, dengang hvor de fleste syntes jeg havde en skrue løs.

    Han har selv fundet lejlighed. Han har selv løst problemet fra studiestart til lejligheden er hans og kærestens. Men vigtist af alt, han skrev til mig for et halvt år siden "nu ved jeg hvem jeg er!"
    Og forleden lød det så:" hvis det ikke er "mit" studie, så finder jeg på noget andet. Livet er for kort til at slå sig selv i stykker"

    Så ja, der er nogle røde tal som jeg helst havde undgået, men i det store hele, så er jeg tilfreds og mere til!! Selvom jeg nu sidder og tuder. Tak igen.!
  31. Marriane Beyer på 13.08.2015
    Så smukt og rørende
  32. Tabita Lysdal på 13.08.2015
    Ninka, af hjertet Tak ! Tak for dit indlæg, fordi du skriver ærligt, rådt og kærligt ! Jeg sidder med tåre i øjnene . Det er så rørende skrevet. Har fulgt dig on/off i en del år efterhånden og hvor var det godt du (I) lyttede til dig (jer) selv med jeres søn, i stedet for at hoppe med på diagnose ræset (nogen har self brug for hjælp). Du er en virkelig inspirerende kvinde ❤️ Min datter er stadig lille men tak fordi du minder om det man skal huske nærvær, kærlighed, selvrespekt mv. Både for vi og vores børn har det godt nu, men også fordi man putter det i deres livskuffert. Jeg skal VÆRE mere og bekymre mig mindre, glatte mindre ud, være mere nærværende og huske mig selv, så min datter også lærer det ! Kunne blive ved.
    Igen af hjertet tak Ninka, det indlæg faldt perfekt for mig ❤️
  33. Yara Rasmussen på 13.08.2015
    Av,av... Fik lige klump i maven og tænkte på når der kommer min tur!! Håber også på jeg har kunnet vise min dreng en god eksempel og give slip!
    Tak for deling! Kan kun forestille mig hvor hårdt det har været og jo, du SKAL være stolt., You did it, mor! Mors kærlighed kan besejre alt og det bevidste du det!
    Kram

Efterlad en ny kommentar

Var denne blog en øjenåbner?

Skriv dig op her og få besked næste gang der er nyt.