Kommentarer (6)

1. ninka mauritson på 11.08.2014

   SVAR FRA NINKA:
   Kære piger - gang på gang bekræftes jeg i, hvor vigtigt det er for mig at blogge. Og hvor vigtigt det er at dele de emner, vi ikke taler om, men som ofte er relevant for rigtig mange. Tak for jeres modige, smukke og skønne input.
   
   Som svar på det, der handler om, hvor man så finder veninder, så vil jeg sige, at det har jeg fundet på kurser og retreats, der handler om spirituel udvikling og sundhed. Og på samme måde, som jeg har mødt de få vidunderlige mænd i mit liv, som jeg har haft lyst til at bruge mere tid sammen med - nemlig helt tilfældigt eller som en del af den store sammenhæng i Universet.
   
   Så - jeg tror på, at der er en mening med, at vi møder dem, vi møder. Og bliver færdige med dem, vi ikke har brug for i vores liv mere. Jeg er selv dybt taknemmelig for at blive sluppet og/eller dumpet af de mennesker, jeg selv har mistet. det har altid efterfølgende vist sig at være så god en løsning for mig. jeg er blevet forskånet for deres selskab. Og for oplevelser, som jeg så undgik. Så taknemmelighed og lydhørhed - både overfor den tiltrækning, der kan være til mennesker og steder, der byder på nye muligheder og sjælemøder.
   Men også lydhørhed overfor det skjulte budskab og befrielsen i, at noget ophører. Kærlighed.
   Ninka
2. Klara S på 06.08.2014

   Du rammer helt plet. Jeg har aldrig kunnet rumme ret mange personer af gangen, samvær med andre piger har været så enormt belastende i mine øjne, for man skulle altid passe på med hvad man sagde, en kunne være populær en dag og ude den næste dag, mentalt kunne jeg ikke holde det ud. Derfor har jeg distanceret mig fra pigerne, min store interesse i mange år var heste og der var ikke så meget pis med dem.
   
   Jeg har kun haft ganske få piger tæt på i mit liv. Faktisk har jeg for nyligt opdaget at min hidtil bedste veninde af en eller anden grund synligt har vist overfor hun ikke vil have noget med mig at gøre, da hun har undladet at invitere mig en stor begivenhed, efter at jeg har kæmpet med stress og depression i et år, hvor jeg har siddet i en osteklokke og gransket mig selv og mit liv.
   
   De der spændinger i halsen kender jeg alt til - har dem sågar lige nu. Jeg er rigtig ked af at hun har vist hele omgangskredsen, at jeg er ude i kulden og jeg savner hende ret meget. Men sådan en opførsel hører ingen steder hjemme i "mit nye jeg" og det tager jeg stærkt afstand fra. Må nok bare indse at vi er gledet fra hindanden.
   
   Jeg er stolt over min "nye" mentalitet og synes at jeg godt kan være rollemodel for mine børn, men hvis de engang kommer og spørger, hvordan man får gode venner, må jeg være dem svar skyldig, for det ved jeg ikke.
   
   Eva, jeg ved hvordan du har det. Jeg føler mig enormt usynlig når jeg er i byen. Jeg har i nogle år været meget alene og næsten ikke haft kontakt med nogen andet end min familie. Jeg har virkelig svært ved at tale med nogen, skal jeg small talke med nogen går klappen ned og jeg kan ikke komme på noget som helst at sige. Det er et ret belastende problem, som jeg tror stammer fra tidligere år, hvor man altid skulle passe på hvad man sagde og konstant bitcheri.
3. Eva la Cour på 06.08.2014

   Kære Ninka,
   Denne video rammer noget meget vigtigt for mig, og jeg vil gerne stille et spørgsmål, selvom det måske bliver lidt langt.
   Jeg har altid - som du - følt at det var pinligt ikke at have et mere aktivt socialt liv. Jeg har tre-fire gode mandlige venner som jeg ser måske tre-fire gange om året, men jeg savner stadig de tætte veninder. Ud over min kæreste har jeg ingen jeg kan tale med til daglig, og ingen jeg kan ringe til hvis jeg har en dårlig dag. Så mit spørgsmål er (måske kan du ikke svare på det, men jeg prøver alligevel): Hvor finder jeg veninder henne? På min arbejdsplads er det primært til fester man omgås socialt, og jeg kan godt gå til fest, men jeg er ikke mig selv - jeg er \'i forklædning\', som du kalder det. Til daglig er det svært at komme ud over small talk og arbejdsrelateret snak, og også her er jeg \'i forklædning\' - det er jeg nødt til for at kunne være sammen med mange mennesker en hel dag. Som enlig mor har jeg hverken tid eller overskud til at gå til alle mulige fritidsaktiviteter for at møde folk. Jeg småsnakker med andre mødre når jeg henter min søn i skole, men igen - det bliver ved small talken, som jeg hurtigt bliver træt af. Hvordan kommer man videre? Skal jeg bare acceptere ikke at have veninder, eller kan jeg gøre noget for at finde bare én?
   På forhånd tak, hvis du eller en anden har et godt forslag.
4. Trine Christensen på 06.08.2014

   I løbet af få år har jeg måtte sige farvel til venskaber som enten var energipampyrer eller bare ik havde nogen kemi med længere. Lige nu står jeg et sted i livet hvor jeg ik rigtig har en veninde jeg kan åbne mig op overfor eller bare være mig, men det kommer. Heller undvære end at ha nogen man ik kan være sig selv overfor. Jeg har min kæreste og han er faktisk også min ven som jeg kan være 100 % ærlig overfor. Men jeg savner en veninde som jeg kan mødes med, være 100 % mig overfor, men ja det kommer en eller anden dag. Jeg vil ikke nøjes, så hellere undvære og så bruge en terapeut hvis jeg har brug for at komme ud med et eller andet ;)
5. Charlotte Busch på 06.08.2014

   Så fint og ærligt! Så rart at høre, har det på samme måde med relationer og tænkte på er tidspunkt om der var noget galt med mig, men vil helst have det på denne måde. Har ikke tænkt på det med kvalmen, men får altid kvalme hvis jeg spiser af pligt. Har aldrig tænkt på sammenhængen før, men gør det aldrig mod min krop mere, efter at være gjort bevidst om hvorfor. Så tak! ❤️
6. Yara Rasmussen på 06.08.2014

   Enig og det samme her!

Efterlad en ny kommentar