Ninkas Detox - Detox dig slank
Detox dig rask og glad

Der er noget, jeg ikke har fortalt dig.

Der er noget, jeg ikke har fortalt dig.

Jeg kan ikke have, når noget står imellem os. Jeg kan slet ikke have, at vi skal tale om overfladiske ting, som maling og renset vand, når der er noget meget mere vigtigt under overfladen.
Jeg ved slet ikke OM vi skal snakke om renset vand og maling. Selvom her er rent. Og pænt.

Jeg har nemlig lagt mærke til. at der sker noget imellem os, når vi taler om det, der er sårbart, vildt, smukt, og levende.

Og dette kan ikke vente længere.

Jeg vil fortælle dig en ekstra (ikke så lækker) årsag til, at jeg er endnu mere overbevist om,  at det var nødvendigt at flytte min søn væk fra Danmark, den frihed, han havde der og de venner, han havde. 

Cigaretten og den hurtige stil på kysten i Nordsjælland

Jeg lugtede det med det samme. Lunten og lugten. Og løgnen. Den lå imellem os og de mange timer, han havde været forsinket med toget fra København. Derfor holdt han heller ikke fast i den længe. Ja, han havde prøvet at ryge nede i Hornbæk sammen med vennerne. Det var første gang. Og han havde ikke inhaleret.

Jeg indhalerede til gengæld mit nederlag i store, sørgmodige åndedrag. Skam blandet med rædsel forandrede min stemme og jeg græd. Min første reaktion var ren egoisme. Hvordan kunne det ske for mig - den gode,  sunde mor med alle de gode intentioner, al nærværet, løbeturene, den sunde mad og ALT DET JEG HAVDE GJORT FOR HAM??? Hvad gik der galt?

Jeg stadsede mig op i martyr rollen. Stoltheds-selvmords bomberen fra Stjernevej betragtede sit værk:
En vidunderlig, smuk og rædselsfuld unge, der inden for 6 måneder havde meldt sig fra fodbold, skiftet vennekreds og aktivt friluftsliv ud med daseri og timer på iphone, snap, messenger. Største interesse: Shopping af sko (intet under 1700 kroner duer). Finansieret kreativt ved at købe og sælge mærketøj videre. Og ja, jeg havde støttet det kreative vanvid for længe. 

Til gengæld stod den på Shit talk (til mig) og smart talk med venner og i timevis indedørs og for det meste elektronisk.
Skole nummer 4 havde  ikke formået at fange hans interesse. Jeg havde efterhånden ikke tal på de samtaler, jeg har været til, hvor temaet var manglende fokus, manglende interesse og manglende hjemmeopgaver.

En snigende bekymring for fremtiden for denne drengs fuldstændig fantasiske, kringlede hjerne var umulig at ignorere..Hvor var jeg desperat over, at den tilsyneladende gik til spilde i den danske folkeskole.Jeg genkendte fuldstændig. Min folkeskole-tid var identisk. Ingen forstod mit talent. Min kreativitet. Og jeg har skabt en succesfuld business på TRODS af det, jeg IKKE lærte. Jeg kæmpede for at bevise mit værd. tak til alle, der mobbede mig og til min stedfar for at nedgøre mig. Min drivkraft blev:  "Jeg skal FANDEME bevise, at jeg ER noget." 

Den drivkraft har min søn ikke fået. Jeg har elsket og beskyttet ham. Jeg troede, det var en hjælp. Det har vist sig at være det modsatte. 

Beskyttede børn bliver umulige børn.

Jeg har været en curlingmor. Og er stoppet i tide.Der er to årsager til, at det er kommet så vidt.Jeg har været så bange for at sige nej. Jeg har forsøgt at beskytte min søn imod virkeligheden. Og jeg ved PRÆCIS hvorfor. 

Da jeg var lille, havde jeg to eller tre sæt ufatteligt grimt, hjemmesyet tøj. Jeg blev mobbet. Og vi var fattige. Der var ikke råd til olie, benzin eller ost på pizzaen. 
Da jeg selv fik succes og økonomisk frihed ønskede jeg at give min søn det, jeg ikke selv havde. Og beskytte ham mod den modgang, jeg stred mig igennem. 
Jeg ved præcis, hvornår det gik galt. 
Jeg stod med min første søns version af "Barnets Bog" og sammenlignede den med min yngstes. Den lille oprører. 
I den ældstes var hver uge dokumenteret. Den første prut. Det første ord. Det første måltid. 

I den yngstes stod der ikke meget. Ikke engang de første ord. Han blev nemlig født lige før min ældstes autisme og aggressive adfærd pakkede 4 år ind i skrig, skrål, sygdom, kamp, fortvivlelse og sygdom. Indtil vi med detox livsstil, fik ham ud af alle symptomer og skrev bogen "kernesund Familie - sådan" om succesen. 

Imens vi reddede Bertram, trådte lillebror høfligt i baggrunden. Han havde ingen trodsalder. Han kunne allerede som helt lille se, at vi havde nok at kæmpe med den syge storebror. Det er horribelt at tænke på, at han som så lille tog så stort et hensyn. 

Men det er virkeligheden. 
Og da jeg så den i øjnene, dokumenteret i "Barnets Bog", begyndte jeg at kompensere. Begyndte jeg at bane vejen for ham. Som en ubevidst, omvandrende undskyldning.

Angst for afvisning og konflikter

Jeg er vokset op med en tro på, at afvisning = du er alene. Min stedfar kunne ikke håndtere mig. Han var meget ung, da han kom ind i min mors liv. Det var afvisning på afvisning på afvisning. Jeg var et omvandrende problem. Og da jeg var færdig på efterskole, syntes min mor, at de konflikter var så overvældende, at hun foreslog, at jeg flyttede på kollegie og tog gymnasiet der i stedet for at flytte hjem.

Ubevidst programmerede min umodne hjerne en erfaring ind, der lød nogenlunde sådan her: "Når der er konflikter og afvisninger, mister du alt. Dit hjem, din mor, kærlighed og tryghed". det var naturligvis ikke sandheden eller min mors intention. Men jeg gik igennem mine 20 - ere og 30 - ere i så stor rædsel for afvisning og konflikter, at jeg ikke turde kaste mig ud i kærligheden. Eller konflikter. Og et eller andet sted, tror jeg, at jeg har taget den med mig ind i rollen som mor. 

Mon jeg er den eneste i verden, der har en lignende erfaring? Er vi mon flere, der er så utrygge ved konflikter og afvisninger, at vi føjer og beskytter vores børn, for at undgå dem? Når jeg går rundt i verden og ser børn med næsen dybt begravet i iphones, slik eller ipads (selv når forældrene er lige ved siden af og selv når familien er på restaurant), tænker jeg...det er jeg nok ikke. 

For et stykke tid siden udkom denne artikel om børns længsel efter nærvær med forældre. Vi har ofret det daglige drama, konflikten, afvisningen og LIVETS SKOLE for aflednings manøvrer. Vi orker det simpelthen ikke. Generation afstand og sutteklud. Og nu er de børn, der for alvor er vokset op i afledningsmanøvrernes elektroniske landskab ved at blive teenagere. Og det er heftigt.  

Så hvad har jeg gjort, for at komme ud af denne krise?

Jeg har stillet mig midt i shitstormen. Jeg tager alle de konflikter, der følger med, at jeg nu sætter de grænser (alt for sent), der skal til i et ungt menneskes liv, for at han kan lære, at det er livet også. Ting, man ikke får. Muligheder, der kun kommer, hvis man investerer grundighed og attitude i det. Og så ansvaret. For at tanker og handlinger skaber det, vi står med. 

Han har kun to perioder på 20 minutter per dag her i England 20 minutter, hvor han kan være på sin telefon med vennerne. 
Fordi: Det kan godt være, at det er NORMALT, at unge broadcaster hvert eneste sekund af livet på snapchat og instagram, men det betyder ikke, at jeg skal støtte det. Jeg ønsker, at han også skal tvinges til at opleve virkeligheden analogt. Luft, mennesker, livet her...helt gammeldags dyder, som han er velkommen til at forkaste, når han bliver 18. Men indtil da, er det mit ansvar et vise ham veje, jeg kan stå inde for, og sætte grænser.

Han er på en skole, der er dedikeret til at finde hver eneste barns adgang til glæde og unikke talent i stedet for at lære børn at repetere, gå til eksamen og sidde foran en tavle. Jeg har prøvet alt i DK. Og den gammeldags skoleform VIRKER ikke på kreative, intelligente børn. Dem er der mange af. Og jeg er villig til at ofre både min rolle som den populære, føjelige mor OG rutinen derhjemme og trygheden ved venskaberne, hvis jeg ikke føler, det tjener mit barns fremtidsmuligheder. Han får en international uddannelse ledet af succesfulde entreprenører, der ænsker at forberede børnene til at blive verdensledere og kreative idemagere.

Han lærer disciplin i skolen. Uniform, at tale høfligt, kalde lærere ved efternavn, holde døren for kvinder og piger og at alle er lige. det er ikke Yeezyy sko og Kenzo jakken, der kan definere hans coolness længere. Han stiller kun op med sig selv. Og det, han har at byde på som menneske. Det er en virkelig vigtig udfordring at blive kastet ud i som menneske.

Og så lærer han simpelthen at gennemgå en stor forandring i livet.

 

Eksperter i overflade

Det, der skræmmer mig allermest ved den livsstil, vi dyrkede og forlod, er overfladen. de hurtige replikker, den hurtige stil. Hans venner på Instagram, der poster billeder fra 13-års fødselsdagen med hård sprut på bordet og smøger i mundvigen. Børn (og voksne) bliver eksperter i det, vi gentager rigtigt meget. 

Hvis det, vi gentager, er hurtige replikker, smart-ass stil, overfladiske samtaler, alt for tidlig sex (før sjælen er klar, selvom kroppen er det), overfladisk junkfood, overfladisk kontakt på mobiler og computere, er det DET, vi bliver gode til. 
Eksperter i.

Hvis vi gentager en læring, der i skolen handler om, at vi skal lære udenad, repetere og bare blive gode til at bevise, at vi kan netop det til eksamen, så bliver vi eksperter i at messe andres gejl af hele livet. IKKE eksperter i at tænke kreativt og selv lede vejen. 

Hvis vi gentager handlingsmønstre og adfærd, som alle andre børn og forældre udfører, bliver vi eksperter i at navigere efter, hvad andre gør. I stedet for at få den erfaring, det giver at gennemgå en læringsproces. Og uden nogensinde at opdyrke den råstyrke, det OGSÅ giver at stå udenfor flokken. 

Jeg ønsker simpelthen noget mere for mit barn.

Derfor har jeg ændret retning.

Hvad med dig - genkender du? Er du bange for afvisninger, at stå udenfor, såre eller skade andre ved at gå efter det, der føles rigtigt for dig i det lange perspektiv? Står du ved dine værdier, når de giver blå mærker?

 

Knus

 

Ninka 

Kommentarer (45)

  1. Ann Christina Grilfeldt på 28.04.2016
    Kære Ninka
    Mange tak for dette blog indlæg. Jeg går selv med lignende tanker omkring skoler i Nordsjælland. Min søn, Luca, på 13 år har gået på en lille skole i Taarbæk og skal skifte her efter 6.klasse (fordi man kun kan gå der t.o.m. 6.). Jeg har faktisk ikke lyst til at han skal videre på en anden skole i Gentofte kommune og ind i et "miljø" med værdier, der ikke stemmer overens med hvad jeg gerne vil give mine drenge med. Så jeg er lidt "lost" p.t. Kunne være fedt med et mirakel, for lige nu ved jeg ikke hvad alternativet er - men jeg undersøger og researcher på livet løs! Kærlige hilsner og de bedste ønsker for jeres nye liv i England! Christina (Ann Christina Grilfeldt)
  2. Inge Nygaard Larsen på 18.04.2016
    Hej Ninka. Hvor er det et godt indlæg. Du er virkelig et klogt menneske. Er selv vokset op med en mor der ikke formåede at få mig til at føle mig hverken tryg eller elsket. Har været syg og deprimeret i fyrre år .øv. Er 66 år nu og har det elendigt. Tænker også meget over hvad er det vi gør ved børnene og hvilke værdier er det vi lærer dem? Kærlig hilsen Inge Nygaard Larsen.
  3. Maria på 09.04.2016
    Jeg har ikke nogle ord lige nu der kan beskrive min taknemmelighed overfor dette skriv. Eller mine tanker omkring det. Jeg håber at mange andre kvinder vil finde vejen frem til dig. Du er det mest vidunderlige forbillede, som mange kan lære noget af. Tak Ninka <3 Din søn kommer til at være dig så taknemmelig en dag. Måske ikke lige nu. Men en dag <3
  4. Anne-Marie på 08.04.2016
    Bravo Ninka :) <3
  5. Ninka på 02.04.2016
    Renate. Kære kvinde.
    Hvilken gru for dig og din søn.
    Mit hjerte bløder for jer. Og samtidig fornemmer jeg din determination. Og er sikker på, at du leder ham på rette vej nu. Men I guder hvor lyder det hårdt.
    Jeg sender dig uendelig kærlighed.
    Ninka
  6. Hanna på 02.04.2016
    Tack för ett autentiskt blogginlägg om ett brännande ämne. Det är en av de finaste sakerna med dig, att du vågar vara sårbar också med det som inte alltid är så fint/pent här i livet. Och jag är enig med dig om vd du skriver.

    Jag har också en son vars beteendeproblem tar mycket plats, och en lillebror som tar för mycket hänsyn, och jag försöker också balansera (kompensera?) för det. Och jag är också rädd för konflikter, men jag har blivit mycket bättre på att hantera konflikter med mina barn och komma med impopulära gränser under min tid med detox dig smuk. Och det vill jag tacks dig för <3.

    Gordon Neufeld är verkligt intressant, hans bok Hold on to Your Kids är en av mina "biblar". Läs den!

    Neufeld har också uttalat sig om adhd ur ett utvecklingsperspektiv. Hans föredrag om det (5 timmar uppdelat på 4 delar) är MYCKET intressant för en som är intresserad av adhd och sensitiva barn. Det ger EN infallsvinkel, du och mr. Dore har andra och tillsammans får vi en mera komplett bild av vad det kan handla om. Hand föredrag (på engelska, textat till svenska) finns här: http://urskola.se/Produkter/173882-UR-Samtiden-Varfor-lyssnar-inte-Kalle-Del-1-sa-fungerar-uppmarksamhet
  7. Renate Victoria på 01.04.2016
    Ditt smukke eiketre -selvinnsiktens dronning -jeg er så enig med deg, skolen er blitt banal og mekanisk med det program som følges slavisk. Selv Steinerskolen her i Norge svikter en god del og motsatt deres ånd har vi 4-5t med lekser her hjemme, hvor jeg enten må lese meg opp på nettet eller kjøpe lærernes egne undervisningsbøker; elevene har ikke skolebøker men det forventes at man bruker mange tusen på å bestille fra undervisningsforlaget og har nett, scanner og printer hjemme. Jeg må lære min sønn powerpoint uten vite hvordan selv og på toppen av det har vi ikke PC, TV eller Internett hjemme, noe det ikke tas hensyn til. Min eldste sønn har i snart 3 skoleår ikke lært en ting, ikke fremført noe eller levert lekser og ikke besvart prøver, endte opp i feil miljø med sigaretter (som han får lov av faren å røyke), hasj og Ritalin på illegalmarkedet via en klassekompis. Lærere og skole har gitt ham opp. Da han flyttet fra far og hjem til meg igjen ble han satt i en situasjon med at jeg selv må undervise min sønn i alt skolen ikke har klart disse tre årene på seks mnd, fra og med 1.jan, da han flyttet hjem hit og til skoleslutt. Pga grov omsorgssvikt mistet min kjære sønn helt seg selv og ble ikke fanget opp selv om barnevernet var inne i bildet. Nå gjør han en knallgod jobb, har fått tilbake skriften etter å ha skrevet som en fem-åring i snart 3 år, leser studieteknikker, lærer å skrive riktig og velformulert -og lever fantastiske stiler og er ellers i andre fag bedre og bedre. Men nå som gutten viser hva han er god for, vil ikke lærerne vurdere ham, da han gjør en 'for god jobb'. De påstår jeg gjør min sønns lekser, noe som er ren løgn. Så nå vil min sønn droppe ut av 10.klasse, ser ikke poenget med å jobbe seg ihjel -til og med igjennom helgen, bare for å ikke få vurdering. Har kontaktet lærer men får ikke svar. Så hadde jeg kunnet flytte ut av landet og latt ham gå et sted hans fortid ikke farger prøveresultatene.. Det er to år til han er 18.. Og jeg er livredd fremtiden om ikke han kan få oppfølgingen han trenger -også utenfor hjemmet. Derfor har jeg gått imot skolen i saken selv om det gjør at jeg skjelver i buksene, det kan ikke ha vært lettfordøyelig lærer å få min SMS men medfører det indre stress for min sønn over mere tid, at han ikke skal få sitt harde arbeid vurdert engang, tar jeg ham ut av skolen uten myndighetenes velsignelse..får han ikke starte med blanke ark etter hans omsorgssituasjon drastisk endret seg, ser jeg ikke poenget. Tenker ikke konsekvenser lenger, bare at min sønn skal klare skolen og ha det godt samtidig. Det rører meg dypt, din historie. Og jeg synes du er vanvittig sej på alle måter! Jeg gleder meg slik over hvordan du inspirerer oss andre til å ta grep om egne liv -fryktløse og fulle av motet du gir✨❤️✨ Elsker deg utrolig høyt og er så takknemlig for at du valgte å ta en tur til blant oss her på jorden
  8. Ninka på 01.04.2016
    Tusind tak Sussie
  9. Ninka på 31.03.2016
    Gabriella ❤️ We can do this ❤️❤️❤️
    Julie.. TAK for tip om Gordon Neufeldt.

  10. Sussie Luscinia Nielsen på 31.03.2016
    Kæreste Ninka.

    Det er så modigt og stort af dig at dele dette. Du er et utroligt givende og inspirerende menneske som gang på gang facer dine "darlings" og viser os at livet er så magisk og så fuld af beskidt vasketøj... Og du rummer det hele så smukt. TAK for dig...
  11. Viktoria på 31.03.2016
    Kaere Ninka. Jeg er ny her og glad for at deltage. Jeg genkender med det samme mig selv, har en datter paa 7 med Down Syndrom og en soen paa 5 uden. De bliver saa hurtigt voksne nummer to boern og endnu hurtigere, naar de har en soester eller bror med problemer. Tak fordi du giver mig et kik ud i fremtiden.....
  12. Gabriella på 31.03.2016
    Kæreste Ninka, hvor jeg dog genkender. Gennemgår lige det hele med mit tredje barn. Min skønne datter på 13. Og jeg tør stadigvæk ikke være lortemor af frygt for at miste kærlighed. 1000 tak fordi du gang på gang lukker mine øjne op, så jeg kan se det mønster, der former mig og mit liv. Stort knus Gabriella
  13. ninka på 31.03.2016
    Kære Lizza, Charlotte, Julie, Ida, Line, Else, Wen, Kirsten, Tina, Britt og Eliza.
    Tusind tusind tak for jeres rørende kommentarer. Jeg har nær - og genlæst hvert eneste indlæg herinde og er så glad for, at vi deler denne snak...

    Kærlighed

    Ninka
  14. ninka på 31.03.2016
    Kære Lotte
    Tak for dit input. Den samtale er vigtig. "Overbeskyttede børn bliver umulige børn" var muligvis en bedre beskrivelse.

    Intet, Erik Sigsgaard nogensinde har sagt, har jeg været uenig i, så den bog må jeg læse.

    Jeg er ked af, hvis du læser min blog som en fortale for, at børn (inklusiv mit eget) ikke må sige nej.

    Men han må heller ikke fortsætte i den malstrøm af misforstået hensyn og al for tidlig frihed, der lige nu fragter 12 - 13 årige rundt i Nordsjælland alene i S-tog, alene om natten, alene til fester med sprut.

    Og det er efter min mening uansvarligt, hvis vi ikke tør sætte grænser og regner med, at børnene selv finder ud af det og modnes ved at prøve det hele selv.
    Alt for tidligt.

    Så jeg er så glad for mit valg. Af netop en vej, hvor han siger nej det meste af tiden.
    Men jeg holder fast i de værdier, jeg synes, han stadig skal nå at have med.

    Knus

    Ninka
  15. Lotte på 31.03.2016
    Hej Ninka!
    Ja jeg er så knap så begejstret for dit indlæg.........
    Og din overskrift om "beskyttede børn blir umulige børn"
    Som uddannet pædagog skuer det i mine ører. Som modspil og debat, argumentere forfatter og forsker Igennem 20 år
    Erik Sigsgaard for en ny værdi kamp. Han har skrevet en bog, der hedder " Børn og unges nej - farvel til lydighedskulturen. Den beskriver meget fint, hvordan man kan se på børn og unges nej, som ressource og ikke trodsalderen men selvstændighedsalderen. Så kan man sige, det er bare ord. Men ord skaber virkelighed. Og derfor er det netop det vi voksne skal være bevidste om, netop den definitions magt vi har og hvilken betydning den har, for vores handlinger.
    Hilsen Lotte.
  16. Eliza Nørholm på 31.03.2016
    Hej Ninka
    Jeg har fulgt dig i mange år og jeg må sige at det mest fantastiske ved dig, er din evne til fortsat forandring og det, at du aldrig er bange eller for stolt til at vedkende dig de fejl som vi alle begår Og derefter handle på det. Det er sand intellekt og indsigt. Mvh Eliza
  17. Britt Akhsas på 31.03.2016
    Kære Ninka
    Tusind tak - spot on tanker og deling der giver så meget ind i min verden. Dels er det præcis min oplevelse af egen barndom/ uddannelse og nuværende job, og det jeg ønsker at ændre for mine børn. Det er altså en skør moderne verden vi lever i. Jeg er så stolt af din tilgang til udfordringer og ønsker dig og dine nærmeste alt det bedste må komme ud af 'the important but hard choices in life'. ❤️❤️ KNUS
  18. Tina på 31.03.2016
    Elsker din ærlighed❤️❤️❤️. Vil så gerne hører mere om den fantastiske skole.... Åh ville gerne åbne sådan en her i Danmark ....
  19. Wen på 31.03.2016
    Flott innlegg og viktig. Hvor er vi på vei? Ta tiden vår tilbake, det sosiale liv. Like viktig for oss voksne som for våre barn. Mulig du får en periode med opprør fra din flotte gutt. Stor forskjell på disse to landene og forandring er som kjent bestandig hardt
  20. Kirsten på 31.03.2016
    Jeg sidder her med tårer i øjnene og har helt tabt mæglet, var der bare flere forældre der ville give sig tid til at tænke nogle af de tanker du lufter i denne blok, så ville meget være vundet, i forhold til at hjælpe den unge på rette vej, kæmpe krammer fra mormor på 65
  21. Else Slagebro på 30.03.2016
    Tak Ninka, for at dele dette smertefulde- du er ude i et totalt vigtigt ærinde her. Kærligt knus Else
  22. Line Sol på 30.03.2016
    WOW! Du er så sindsygt sej og modig smukke! Jeg ønsker dig al kærlighed i verden til jer begge og jeg ved at melvin vil takke dig når han er kommet ud af vreden. Ubetinget kærlighed over atlanten
    <3 <3 <3
  23. Ida på 30.03.2016
    Denne blog kommer til at ændre mit og min families liv.
  24. julie på 30.03.2016
    Sjekk ut Gordon Neufelt, Ninka!! :)
  25. Charlotte på 30.03.2016
    Uff, den ramte plet! jeg har også lovet mig selv, at mine børn ALDRIG skal have samme opvækst som mig. De skal have rammer, ja, men de skal ALTID vide, at jeg er lige her og altid vil dem det bedste. Med det resultat, at især den yngste mener, at vi altid skal stå til rådighed og feks en ny iPhone er da bare noget man skal ha´. Forleden måtte vi lige have en samtale om at give og tage. Stille og roligt og det gav pote - hun begyndte sørme at hjælpe til med aftensmad og opvask - helt af sig selv. Hun er ellers på efterskole, hvor der, som på skolen i England, er fokus på lederskab af dit eget liv, sociale kompetencer, at se det positive og mulighederne i sit liv og hvordan du selv bliver egen mester. Der er internationalt fokus på skolen, da den er frontløber og skabes af nye tankegange. Skolen ligger i Snaptun ved Horsens. Idémand er Nikolai Moltke Leth, som også kendes fra "Drengeakademiet".
  26. lizza på 30.03.2016
    Kæreste Ninka!! Du er da bare en unik person, som bare kan det der med at formulere dig præcis OG skrive om problemer som vi alle har og ikke magter at tale, skrive om... og selv om min egen søn i dag er hele 42 år kan jeg tydeligt genkende de problemer du beskriver for dem havde jeg til fulde også som mor. Vi gør det bedste for vore børn, men det er sandelig ikke altid det mest intelligente. Vi gør ofte det modsatte af, hvad vi selv har oplevet og så kører det af sporet i mange tilfælde. Du skal altså snart i gang med en ny bog. Og den skal ikke handle om detox eller kost, men hvordan man opdrager børn/ unge ...en bog til forældre som føler sig magtesløse i disse tider med alle de elektroniske uting ... som vi alle er omgærdet af, og forældre som er på Herrens mark og har givet op forlængst, for du er en ener og en stærk personlighed...her kan du også hjælpe ...
    og du skriver så ærligt og modigt ....det var bare det, jeg ville sige...TAK!!
  27. Ninka på 30.03.2016
    Kære Lente, Bente, Mette & Karin.

    Jeg må lige præcisere: min søn samarbejder IKKE. Det er hele humlen ved det. Han synes, jeg er " magtliderlig" ( der har vi den med sproget, igen), " ødelægger hans ungdom", " stjæler hans venner". Og jeg ved godt, at det at sætte grænser og fjerne ham fra sociale sammenhænge, der ikke styrkede hans udvikling føles som om, at jeg ødelægger.

    Men som jeg forklarer ham:

    " Jeg gør det for at give dig muligheder. For at stoppe en nedadgående spiral. Det er udfordringen ved at være forælder. Vi træffer valg, som er upopulære. Baseret på vores erfaringer.
    Jeg ved, at var vi blevet, havde den stået på regelbrud, smøger, sprut, sikkert også sex meget snart og ikke nogen faglig og kreativ udvikling.
    Det er svært, for han hader mine valg lige nu.
    Men jeg ved, de er rigtige.

    Jeg føler med de af jer, der oplever afstand og trusler som reaktion på grænser.

    Jeg er glad for at have nået at blive en lortemor i tide.

    Kys

    Ninka
  28. Vipse på 30.03.2016
    Kære Ninka
    Tak for du åbner denne snak .
    Sådan er verden ved at blive , hurtig her og der. Grim ligegyldighed over for hinanden. Mig mig først . Vores børn er oppe mod en virtuel verden, og hvornår braser de sammen .
    Jeg ser min søn på 20 meget på IPhone , men heldigvis for at Google ny viden , mest . Dog også på facebook. Min datter på 17 er konstant på tinder .
  29. Mette Raahede på 30.03.2016
    Genkender alt for meget. Både fra egen barndom og som mor til to...hvor den yngste har givet mig grå hår og bekymringer...Håber han bliver voksen ( på andet end dådsattesten ) og lader respekten for sit eget liv og sig selv overtage igen. For jeg ved der ligger gode grundsten i ham...Jeg kan ikke gøre andet end vise vejen og elske ubetinget <3
  30. Chanette på 30.03.2016
    Kære Ninka
    Hold da op, din blog ramte dybt. Jeg beskyttede fordi, jeg var alene med alle mine problemer. Følte mig altid udenfor, da alle andre var meget bedre til alt end jeg, og blev dagligt bekræftet fra omgivelserne.Holdt udenfor, mobbet, nedgjort og gjort nar af etc. Jeg var bange for at leve, Først da min datter kom til verden, følte jeg glæde. Hun skulle bestemt ikke have det som jeg, men desværre blev det ikke godt, selvom jeg beskyttede så godt jeg kunne, meget af det hun blev udsat for kender jeg ikke, da hun ikke vil tale om det. Det er jeg inderlig ked af, men hendes valg. Jeg vil bare så gerne forstå.
  31. Maja på 30.03.2016
    ❤️ Tak fordi du deler Ninka ❤️
  32. Lissa på 30.03.2016
    Kære Ninka.
    Jeg fik en klump i halsen, da jeg læste dit indlæg.
    FORDI: Jeg er også vokset op i et hjem, hvor jeg følte min IKKE NOGET væred, følte min mor meget bedre kunne lide alle andre end mig, dette førte til en beslutning om (da jeg var 12) at jeg ville flytte hjemmefra, så snart jeg blev 18, og selv kunne bestemme.
    Sådan blev det, bare ikke på den måde jeg havde regnet med.
    Jeg blev gravid (sex var forbudt, før ægteskabet!) gift og skilt 6 år senere. Men er heldigvis stadig (her godt 40 år senere) stadig på god fod med mine børns far. Vi skulle ikke være sammen, men holder stadig af hinanden.
    Det der ramte mig, er at det er SÅ VIGTIGT, at skille tingene ad:
    Det er ikke DIG der er noget i vejen med - det er det du GØR, jeg ikke bryder mig om. Så vores børn trods alt føler sig elsket - selv om de begår fejl. Det gjorde jeg ikke!
    Vi skal bare være der som ledere på godt og ondt, de skal opleve tingene på egen krop.
    Jeg føler omvendt, at jeg har svigtet mine børn mange gange i løbet af deres opvækst, (det modsatte af dig) men til gengæld kan jeg konstatere, at de ALDRIG har vovet sig ud i nakotika eller kriminalitet.
    De har røget en periode, og er holdt op igen. De har fået den ballast de har brug for, og er glade for det.
    Jeg satte ikke mange grænser for dem, da de voksede op - for jeg var selv vokset op på en grund fuld af forbud, uden forklaring. Og DET skulle mine børn ikke.
    Hvis ikke jeg havde en god forklaring på hvorfor jeg sagde NEJ, så sagde jeg JA, selv om jeg somme tider FØLTE at det skulle have været et nej.!
    Og det er gået til held.....heldigvis :-)
    Tak for dit vise og kloge indlæg <3 :-)
  33. Pia Nissen Tylak på 30.03.2016
    Jeg er SÅ stolt af dig. Du har valgt "livet" for din søn i stedet for "attituden". Du har valgt autenciteten. Lige nu vil det være lidt hårdt for ham men tro mig, han vil ELSKE dig for den helt fantastiske gave, du hermed giver ham at bygge videre på. Love Pia <3 - du ved hende "trolddamen" ;-) der ser alt det skønne for jer alle. Kærligst Pia
  34. Linda på 30.03.2016
    Tak❤️
  35. Lene på 30.03.2016
    Uha, den ramte lige i hjertekulen. Har selv en datter på 13, som jeg i bedste mening har stået på hovedet for at skåne for den oplevelse af ikke at blive elsket, som jeg har haft i min barndom og ungdom. Tankevækkende ... Tusind tak for din ærlighed. :-)
  36. bente på 30.03.2016
    Kære Ninka. Jeg genkender så meget af det du beskriver. Jeg ville ønske at jeg havde haft muligheden for at gøre noget andet i forhold til min søn, men det var desværre totalt umuligt, da han ikke ville samarbejde overhovedet og i dag har min søn stort set valgt alle i sin familie fra. Midt i sorgen over dette glæder det mig meget at du kan gøre noget andet og at din søn er samarbejdsvillig. Stort knus til dig
  37. Mette på 30.03.2016
    Tusinde tak for det kærlige spark og opråb til mig som også er curling forældre men endnu ikke har formået at placere mig selv midt i shitstormen og tage ansvar. Spot on :-) Du er for sej
  38. Karin på 30.03.2016
    Kære Ninka.
    Tak for dette indslag og din ærlighed, du fortæller det, andre ikke tør sige til nogen.
    Jeg kender det du skriver om, jeg er bange for afvisning fra min søn ved at sætte grænser for ham.
    Bange for at jeg er en dårlig mor og han kommer til at hade mig eller vil flytte hjem til sin far.
    Bange for, at han igen truer med at tage livet af sig selv, når han ikke må komme til en fest.
    Jeg øver mig i at sætte nye grænser, og for hver gang det går godt, så tør jeg igen.
    Han vil mærke mig og min nærvær, det siger han faktisk selv og ikke snakke så meget. :-)
    Jeg ville ønske vi havde sådan en skole i Danmark, som du beskriver i England, hvor ville min søn kunne bruge sådan en indlæring.
    Han keder sig i folkeskolen, han er kreativ og skarp, men duer ikke til den form for indlæring vi har her.
    Har overvejet efterskole eller privatskole, men han vil blive i skolen.
    Men vi må som forældre tage ansvar og forhåbentlig vælge det rigtige for vores børn.
  39. ninka på 30.03.2016
    Åh kæreste kvinder. TAK <3
  40. Charlotte på 30.03.2016
    Hold da op Ninka. Så skarpt og vigtigt <3
  41. Hanne på 30.03.2016
    Tak for en klog gang læsning. Det er svært at få vores skønne unger.. Til at blive nogle gode kloge voksne. Min den yngste er 18 og jeg har været alene med mine to yngste i 12 år...jeg er selvstændig og arbejder 60 - 70 hver uge. Og det har været det hele skønt- rædselsfuld hårdt, og helt vidunderligt. Vores fælleskab, at vi udover elskede hinanden også havde brug for hinandens hjælp og hænder til at klare vores liv. Mine unger kan vaske tøj, lave mad, købe ind osv. De har hjulpe mig/os/ dem selv. Vi er blevet en stærk lille famile. Og jeg er vildt stolt over det lykkes, og at de er klar til flyve. Som selvstændig kloge mennesker.
  42. Nakalema Iversen på 30.03.2016
    Du er så sej. Inspirende. Modig. Tak fordi du deler!
  43. Gitte Pedersen på 30.03.2016
    Åhhh Ninka, havde jeg bare kendt til den slags, da min egen var i din søns alder! Han er 26 og heldigvis videre i livet nu, han skal giftes til sommer med en skøn pakistansk kvinde - har lært af livets fejl. Men for søren - i hans unge år græd jeg mig i søvn.
    Tak :-)
  44. Tove på 30.03.2016
    Kære Ninka. Jeg kender det så godt. Det med sin barndom. Den minder på mange måder om min og i dag er jeg virkelig bange for at miste. Og i forhold til mine børn. Min kreative datter som ikke passer ind nogen steder og som ikke vil noget. Pg min rolle som curling mor i misforstået forsøg på at gøre det så godt som muligt overfor begge mine børn.
  45. Heidi på 30.03.2016
    Jeg troede ikke jeg kunne elske og respektere dig højere end jeg i forvejen gør..... Men Ninka - jeg er fuldstændig blæst bagover af denne blog og den rammer mig SÅ dybt ❤️❤️❤️ Jeg er rørt til tårer

Efterlad en ny kommentar

Var denne blog en øjenåbner?

Skriv dig op her og få besked næste gang der er nyt.