At gøre alt for sidste gang og flytte til England
Om at krydse grænsen til nyt land sammen med min lange søn.
Først havde jeg tænkt mig kun at blogge om det lækre ved mit nye liv. Det er der jo mest af, så det ville være så nemt. Jeg kunne bare skrive om min drømmemand, om at blive elsket og elske ubetinget, min lækre luxus Lexus hybrid 4 hjulstrækker, som stod klar til mig i England.
Jeg kunne fortælle om det store hus og det lækre ved, at min elskede har investeret i både indretningsarkitekt, kemi fri maling og vandrensnings anlæg for at jeg og Melvin skal føle os hjemme.
Det er ikke fordi, der ikke er nok at fortælle om.
Jeg lærer ALT helt forfra. Bare det at få en bankkonto, blive engelsk, lære at køre bil i den forkerte side af vejen. Og sove i ske hver nat. Starte firma i England og blive involveret i alle min super seje business mands forretninger, er rigeligt at fordøje.
Men i den beretning ville der mangle noget. Der ville mangle svaret på det store spørgsmål. Så hvad er bagsiden af medaljen? Og hvorfor er det det hele værd alligevel? Hvad har været knald hamrende skræmmende ved hele processen?
Den sidste uge i Danmark: Rædsel, lort OG lagkage
Rædslen ved at gøre alting for sidste gang. Er det ikke det, der får os til at BLIVE? I ægteskaber, der er udtjent? I jobs, der ikke giver mening mere? I byer, vi ikke elsker at bo i? Eller lande?
Og så angsten for OVERGANGE? Tomrummet. Der hvor det runger og der intet er, før vi fylder nyt liv i det. Og Som de fleste af os fylder med mad, arbejde, ting, flirt, husdyr og andre lyn afledere.
Det tomrum kom bag på mig de sidste dage i Danmark Hvor der intet var tilbage af mine børns barndomshjem udover minder.
Er det ikke paradoksalt nok også også rædslen ved at gøre alting for sidste gang, der får os til at undgå at GÅ FULDT IND i kærligheden? Fordi vi ikke tør opleve smerten ved at miste den igen.
Da min ældste søn tager på efterskole fra sidste gang fra barndomshjemmet på Stjernevej, som han dermed aldrig mere vender hjem til, breder uigenkaldeligheden sig i de stadigt mere rungende tomme rum.
Min mor kommer og hjælper mig med at flytte ting fra den ene rodebunke til den anden uden at der nogensinde kommer mere styr på tingene af den grund. Til sidst resignerer vi, og hun laver yoga midt i kaos.
Farvel mor. Farvel fædreland..
Mor er kommet for at mærke mig fysisk og sige ordentligt farvel. “ Jeg er nødt til at mærke dig fysisk, inden du forsvinder til et andet land”. Hverken mor eller jeg er eksperter i at mærke hinanden fysisk. Men vi vil rigtigt gerne. Vi fjumser rundt imellem flyttekasserne og de gode intentioner.
Jeg elsker min mor. Jeg er bare ikke god til at sige ordentligt farvel. Det har været en uendelig række af “ordentligt farvel” hele ugen.
Jeg har kørt i min lille prutte-bil for sidste gang. Jeg har købt ind i Hornbæk for sidste gang. Jeg har sendt mine børn i skole for sidste gang. Jeg har sovet i min seng for sidste gang.
Jeg har lukket mine døre i det hus, der rummer hele historien om min families forvandling for sidste gang. Jeg har ikke mere på "for sidste gang" kontoen. Og så alle min søns grædende venner. Og min ældste, der stadig er på efterskole i Danmark.
“Hvorfor giver det mening?” Kunne du måske finde på at spørge.
Det gjorde Annamette Fuhrmann i hvert fald.
Hvad med børn, venner og exmand?
Kære Annamette, dette svar er til dig. Du er selv blogger, mor og rimeligt vild. Og skrev, efter at have læst min kærlighedshistorie i 3 afsnit her på bloggen 1, 2, 3
"Hvordan har du gjort det sådan lavpraktisk? Med børn, ex mand og skolegang? Er det bare kommet af sig selv? Uden nogen større bump på vejen? En ting er, at du med det samme følte dig forbundet med din twin flame, med hvad med resten af familien. Jeg spørger af oprigtig interesse fordi...jamen, hvordan skærer man den kage?
I de første dage, hvor min søn glemte alt om, at han selv havde valgt at flytte til England og vendte ryggen til mig fordi alt var lort ifølge ham: slips, sproget, uniformen, skolen, mig, mine ideer og England i det hele taget, havde jeg ærligt ikke lyst til at svare.
Her på 6. dagen, hvor han har haft sine første gode dage, kan jeg rumme at sige: Uden bump på vejen? Ikke det, der ligner. Der er aldrig kørt nogle vilde ræs uden.
MEN. Jeg ved, at han får verdens bedste uddannelse her. Engelsk som fremmedsprog. Projekt baseret læring, der forbereder til den virkelige verden, fremfor terperi foran tavlen. Og en skole, hvis største ambition er at finde hvert barns unikke potentiale. Og så den uddannelse, ethvert menneske får af at være i tomrummet.
At starte forfra.
At klare en krise og lære at finde venner og begå sig. Uanset hvor i verden, man er. For ikke at tale om den høflighed, de manerer og det hensyn til kvinder, som de engelske gentlemen er vokset op med og som derfor bliver naturligt for ham.
Det betyder ikke, at han synes, det er ubetinget fedt med skrappe restriktioner for snapchat, messenger og facebook, mindre frie rammer og slips, uniform, lærere, man tiltaler med efternavn og høflighed og manerer i stedet for street talk og attitude. Men jeg er lettet. Jeg syntes, han blev alt for hurtigt voksen i Danmark.
Det, som er så særligt ved en soulmate/twin flame forbindelse er, at tingene alligevel flasker sig. For det er uundgåeligt. Der er en ting, min gode ex mand og jeg altid har været enige om: Et fælles ønske om at give vores børn de bedste betingelser for udvikling.
Derfor var det også os, der flyttede ind og ud af huset i weekendeerne, da vi blev skilt. Så børnene skulle undgå det stress. Vi har ikke fundet nogen skole i DK, der har kunnet opdyrke og interessere vores yngste søn. Og da muligheden for at gå på måske den eneste skole i verden, der kan det, var vi også enige om det.
Så det, der sker, når man møder sin twin flame, at der ingen tvivl er. Det bliver tydeligt, at der er både et sjæls-fællesskab og fælles livsformål. Og det er nødvendigt at bo sammen. Og så støtter omstændigheder og tilsyneladende tilfældigheder (synkronicitet), så det kan lade sig gøre.
Min ex mand og min nye kæreste kommunikerer og respekterer hinanden dybt.
Vi er alle sammen fælles om at ville børnene det bedste. Og i England er der mange flere og længere ferier og weekender, hvor Børnene kan være i Danmark hos far.
Første uge i England
De første dage følte jeg mig hjælpeløs. De fleste af mine ting var stadig i kasser. Jeg havde ikke fået bank konto eller mobil telefon endnu. Jeg turde ikke selv køre i bil i venstre side og med rette i den forkerte side af bilen.
Derfor tog min mand mig ud på daglige køreture med ham ved min side. Og i går hentede jeg selv Melvin i skolen og købte SELV ind i Sainsbury´s.
Jeg har mødt alle hans venner og kolleger. Og alle, der oplever os sammen ser, at vi er skabt for hinanden. Vi taler stadig dagligt om vores første møde på Skype, der var så chokerende og så uigenkaldeligt.
Jeg begynder at føle mig hjemme. Og voksen. Jeg ved, at jeg er det helt sted. Og jeg har kontakt til min blog, mine detoxere og mit fantastiske team online dagligt.
Den frihed, der er i at være selvstændig og have en online baseret business gør det hele meget lettere. Jeg er også ved at rekruttere nye mentorer til den engelske uddannelse og mentor trup, som min kæreste og jeg er ved at skabe sammen.
Vi er ved at blande vores ting og vores liv sammen. Min holdning er, at vi IKKE kan eller skal eller må ændre på vores mænd. Med mindre, de selv beder om vores hjælp til at ændre sig. Min elskede ønsker, at vores hjem skal være fælles, og at jeg skal pege på de ting her, jeg ikke kan lide.
Da han bor i et mande-mansion med et interessant mix af antikviteter, pompøse og tunge træmøbler og jagtbilleder, er jeg svært tilfreds med, at det nu kan blive udskiftet med ting, jeg elsker.
Derfor er de viktorianske møbler på vej på auktion. Mit kinesiske skab, mine billeder, spejle og yndlingsstole er kørt hele vejen fra Hornbæk og flyttet ind. Og vores selvhjælpsbøger gnider sig op ad hinanden i min bogreol.
Mine kosttilskud konkurrerer med hans om pladsen i køkkenet.
Og vi bruger en time hver aften på at reflektere på de tanker og følelser, der er kommet op i løbet af dagen i vores liv som par. Ingen af os har boet sammen med nogen i årevis eller elsket så betingelsesløst nogensinde.
Jeg er meget rørt over, at han rummer min lille, tapre teenage søn og min store dreng som om de var hans egne. Og bruger timevis på at forsikre dem om, hvor velkomne de er. Også med de mindre romatiske reaktioner, der hører den aldersgruppe til.
Ps:
I næste blog skriver jeg om kemi fri maling, renset vand og alle de simple detox tips, vi bruger til at leve rent og rense ud her i England, som du kan kopiere, for at undgå fedende plastik, pesticider, giftige dampe og hormonforstyrrende hverdagskemi i børneværelser, drikke - og brusevand, madvarer og giftige tanker
Kys
Ninka
Efterlad en ny kommentar
Var denne blog en øjenåbner?
Skriv dig op her og få besked næste gang der er nyt.
Skriv dig op til mit nyhedsbrev
Mere detox
Kommentarer (28)