Detox julekalender: Gæsteblog fra Lisa
Om at miste og miste sig selv – og om at finde(om)vejen tilbage igen
Kender du sagnet om ”Syngende Sten”..?
Den unge, rastløse indianerdreng, som forlader sin landsby for at drage ud i verden for at finde lykken. Syngende Sten går så gruelig meget igennem på sin jagt efter lykken; han bliver angrebet af bjerpumaer og ulve, hakket til blods af sultne gribbe, og sulten og tørsten plager ham, mens han vandrer over iskolde, sneklædte bjergtoppe og ørkener med ubarmhjertig sol og ingen skygge. Til sidst er han så udmattet, at han er ved at give op, da han i det fjerne ser en oase med en smuk lille landsby. Han mærker i sjæl og hjerte, at her findes lykken. Han samler de sidste kræfter og vandrer mod sit mål. Han ser smilende folk med åbne arme, der løber i mod ham. Da han kommer nærmere, ser han, at det er folkene fra hans egen landsby, og han bliver rørt til tårer, da det går op for ham, at selv om han har rejst jorden rundt, så findes lykken findes i ham selv.
Jeg har været ”Syngende Sten” i snart 10 år. Langsomt mistede jeg mig selv i en proces, hvor jeg gjorde alt for at slippe for at mærke sorgen, savnet og smerten. Arbejdede 60 timer om ugen og byggede ind imellem et træhus, som mine børn kunne arve fra mig og min familie.
Jeg kollapsede med svær stress sidste år til jul. Overhørte at min læge sygemeldte mig 3 gange i løbet af efteråret; ”jeg skulle bare lige nå”…
Så jeg kollapsede, og brugte hele juleferien foran brændeovnen i min store, altopslugende bamsestol på at forstå, hvad hulan der gik galt! Hvor og hvornår var jeg stået af på mig..?
Forhistorien er grum. Min yngste datter Cille blev dræbt af sin eks-kæreste til en gymnasiefest. Hun blev 18 år gammel. Jeg vil ikke gå i detaljer; for mit blogindlæg har en bredere klang. Men mit hjerte smuldrede, og mit liv for mig og mine 2 andre smukke børn, vil aldrig blive det samme. Vi taler om før Cille døde. Jeg brugte det første år til at kravle rundt i snot og tårer, og begyndte langsomt at skrive på en bog: ”Hvad er sorg andet end udtryk for kærlighed..?”, baseret på mine næsten 2000 siders dagbog til Cille. Dagbogen skrev jeg for ikke at gå fra forstanden. Jeg begyndte at holde foredrag om mening kontra meningsløshed. Og jeg tog uddannelser… Som familieterapeut, som yogalærer, som mindfulness lærer og speciale i stress- og traumeforløsning. Jeg var rigtig god til at gå ind og ud af de forskellige tilstande, som sorgen kræver, og mit liv begyndte langsomt at forme sig meningsfuldt igen.
2 år efter Cilles død mistede jeg min elskede storebror; også meget traumatisk. Hans 2 yngste piger fandt ham i en blodpøl, og hele scenariet med præst, bedemand etc. startede forfra – i min lejlighed. Min far var på plejehjem. Han fik 2 blodpropper i hjernen før Cille døde, og kunne ikke mere klare sig selv. Han døde for 3 år siden næsten naturligt. Han havde kræft i maven, men jeg var hos ham da han døde, med Glenn Miller på CD-afspilleren, blomster og kys. Det var stort; at få lov til at sige farvel, og jeg bildte mig selv ind, at det ville være helende for alle de farvel’er som jeg ikke fik sagt til min mor, min elskede Cille og min storebror.
Det var så det første skridt til at forlade mig selv.
Min baggrund indenfor psykologien og min store interesse i tilknytningsteorierne hjalp mig ikke en disse. Jeg kunne ikke se skoven for bare træer. Jeg ved jo godt, at tab akkumuleres, og mit underbevidste kunne simpelthen ikke holde til at forholde mig til alle 4 tab af mine elskede – igen…
Så jeg dulmede. Med arbejde, med at bygge hus, med drama, og langsomt blev jeg mere og mere fjern for mig selv. Min krop reagerede voldsomt. Hævede led, diffuse smerter over alt, hævede lymfer, sår i munden, irritabel tyktarm, min hud forfaldt. Jeg råbte og skreg af mig, af min tilstand og af min søn, og jeg overlevede én dag ad gangen. Jeg bebrejdede min kæreste, at han ikke tog sig af mig – ohhh down that road many times…
En dag fik jeg en mail. Detox dig smuk. Jeg læste mailen, tænkte i mit stille sind at det lød lidt ”popsmart” men tilmeldte mig dog. Ene og alene fordi mit tarmsystem havde brug for healing; der var bestemt ikke andet i det for mig. Troede jeg.
Jeg testede mig selv. Jeg var en mellemting mellem ”den skånsomme og binyrehealende” type. Altså længst nede i sundheds-tilstands-hierakiet (hvis der er noget der hedder det – ellers er der nu ☺ ).
Når jeg har taget en beslutning, så går jeg all-in. Ud med gluten og mælkeprodukter, og ind med binyre-føde, daglige meditationer, kosmiske ritualer og stamme-kultur i Facebook-gruppen. Jeg var lidt forsigtig i stammen i starten. Skulle ligesom tage tilløb, men efter at have posted min første video og fik en tilbagemelding fra én af de vidunderlige mentorer på forløbet, hvor hendes gensvar på min video var: ”Hvad har du brug for..?” blev min kassetænkning omkring min deltagelse og mit engagement i forløbet skudt i sænk. Jeg græd, og græd, og græd. Hvor længe siden var det, at der var nogen der havde spurgt mig om, hvad jeg havde brug for..? Jeg husker det ikke. Jeg har i mine omgivelser været den omnipotente, den stærke, den der klarer alt, og det billede har jeg smukt vedligeholdt på bekostning af mig. Så 2 uger henne i forløbet, blev jeg klar over, at den smerte som sydede i mig, var en manifestation på den inkongruens imellem det liv jeg havde (over)levet og det liv som jeg drømmer om! Jeg kunne holde foredrag om mening og meningsløshed, men i mit eget lidelsesfulde liv var der fravær af mening. Jeg havde ingen retning, intet formål og min sjæls længsler var pakket ind og forseglet med Gaffa-tape. Min krop, mit sind og min sjæl var lukket ned. Fravær af mening. gav mig (og mine omgivelser) et liv i lidelse.
Så jeg har givet mig selv og alle omkring mig en gave. Den største af alle. Jeg har fået en meget smuk kontakt til Lille Lisa, som hele sit barneliv skulle være den stærke. Hun viser sig ofte i mine meditationer; hånd i hånd med Cille – der som det naturligste i verden passer på hende.
Jeg har altid haft nemt ved at komme i kontakt med Cilles energi, men har de sidste 3 år været frustreret over hendes fravær. Det ser jeg nu er mit fravær. Afstand til mig.
Den lave bevidsthed, som specielt de sidste 3 år har domineret, fortrænges dag for dag af autencitet, selvkærlighed, indre styring, tålmodighed, taknemmelighed, nysgerrighed , ydmyghed og stor, stor kærlighed. Til mig. Til mine børn, min kæreste og alle omkring mig.
Jeg føler – på 8. uge på dette smukke, livsforvandlende forløb, at jeg er ved at vende tilbage til at leve fra sjælen med mit hjerte som kompasnål, og mærker, at det at leve fra hjertet giver akut fred <3
Min tillid til, at Universet altid leder mig derhen hvor jeg skal være er atter intakt, og jeg tør læne mig tilbage i tryghed til at alt er som det skal være.
Jeg er ”Syngende Sten” og jeg er ved at genopbygge mit hus i min landsby. Jeg øver mig i at gøre ting langsomt, så jeg er med i hele processen. Jeg øver mig i at give mig selv den største gave; frihed til at gøre ting af lyst. Så jeg er igen blevet vinterbader. Jeg forærer mig selv yogaklasser 2-3 gange om ugen, jeg opbygger netværk (universet har allerede sendt mig en ny, spændende opgave), og mit energifelt udvider sig fra dag til dag.
Jeg øver mig i at lytte til min egen indre kritiker med hjertet, og får hele tiden øje på nye ting, som jeg i mit stille sind kan more mig over, at jeg tidligere kunne lave et drama ud af.
Når jeg oplever fremfald (smager det ikke så meget bedre end tilbagefald..?), så glæder jeg mig over, at jeg nu har nået en højere bevidsthedstilstand, og klapper mig selv på skulderen, fordi jeg fik øje på det – min indre dommer er afgået ved døden ☺
Jeg bliver aldrig færdig med Detox dig smuk. Da universet er dynamisk må det i sagens natur være en livslang kærlighed. Alt forandrer sig, og for at holde fast i kærligheden til mig er det trygt og godt at være i en søster-stamme; vi kvinder rykker max., når vi støtter hinanden ☺
Så mit motto er blevet: ”A detox-snack never goes back”
I morgen sidder jeg på et fly til Singapore. På vej til en YTT-certificering med én af de store indenfor Yin Yoga; Victor Chng. Som min gennemvidunderlige teenage-søn ville have sagt: ”Den havde jeg ikke lige set komme”. Det havde jeg heller ikke selv for 12 uger siden. Det er blot én af de ting der har udfoldet sig for mig på Detox dig smuk - the Universe works in mysterious ways ☺
Rigtig god og nydelsesfuld december til dig ☺ En lille reminder i en travl tid,; stop ind imellem op og spørg dig selv: ”Hvad er meningsfuldt for mig..?”
Tak fordi du læste med ☺
I stor kærlighed
Lisa Næblerød
p.s. da jeg testede min type igen i uge 6, var jeg spurtet op i ”den opstrammende/selvhelbredende” type. Som sagt; der sker forunderlige ting på Detox dig smuk.
p.p.s. Kunne du også blive bedre til at mærke efter hvad der er meningsfyldt for dig og blive bedre til at navigere herefter? Du finder links til Detox dig smuk lige HER.
Efterlad en ny kommentar
Var denne blog en øjenåbner?
Skriv dig op her og få besked næste gang der er nyt.
Skriv dig op til mit nyhedsbrev
Mere detox
Kommentarer (51)