Der er noget, jeg ikke har fortalt dig.
Der er noget, jeg ikke har fortalt dig.
Jeg kan ikke have, når noget står imellem os. Jeg kan slet ikke have, at vi skal tale om overfladiske ting, som maling og renset vand, når der er noget meget mere vigtigt under overfladen.
Jeg ved slet ikke OM vi skal snakke om renset vand og maling. Selvom her er rent. Og pænt.
Jeg har nemlig lagt mærke til. at der sker noget imellem os, når vi taler om det, der er sårbart, vildt, smukt, og levende.
Og dette kan ikke vente længere.
Jeg vil fortælle dig en ekstra (ikke så lækker) årsag til, at jeg er endnu mere overbevist om, at det var nødvendigt at flytte min søn væk fra Danmark, den frihed, han havde der og de venner, han havde.
Cigaretten og den hurtige stil på kysten i Nordsjælland
Jeg lugtede det med det samme. Lunten og lugten. Og løgnen. Den lå imellem os og de mange timer, han havde været forsinket med toget fra København. Derfor holdt han heller ikke fast i den længe. Ja, han havde prøvet at ryge nede i Hornbæk sammen med vennerne. Det var første gang. Og han havde ikke inhaleret.
Jeg indhalerede til gengæld mit nederlag i store, sørgmodige åndedrag. Skam blandet med rædsel forandrede min stemme og jeg græd. Min første reaktion var ren egoisme. Hvordan kunne det ske for mig - den gode, sunde mor med alle de gode intentioner, al nærværet, løbeturene, den sunde mad og ALT DET JEG HAVDE GJORT FOR HAM??? Hvad gik der galt?
Jeg stadsede mig op i martyr rollen. Stoltheds-selvmords bomberen fra Stjernevej betragtede sit værk:
En vidunderlig, smuk og rædselsfuld unge, der inden for 6 måneder havde meldt sig fra fodbold, skiftet vennekreds og aktivt friluftsliv ud med daseri og timer på iphone, snap, messenger. Største interesse: Shopping af sko (intet under 1700 kroner duer). Finansieret kreativt ved at købe og sælge mærketøj videre. Og ja, jeg havde støttet det kreative vanvid for længe.
Til gengæld stod den på Shit talk (til mig) og smart talk med venner og i timevis indedørs og for det meste elektronisk.
Skole nummer 4 havde ikke formået at fange hans interesse. Jeg havde efterhånden ikke tal på de samtaler, jeg har været til, hvor temaet var manglende fokus, manglende interesse og manglende hjemmeopgaver.
En snigende bekymring for fremtiden for denne drengs fuldstændig fantasiske, kringlede hjerne var umulig at ignorere..Hvor var jeg desperat over, at den tilsyneladende gik til spilde i den danske folkeskole.Jeg genkendte fuldstændig. Min folkeskole-tid var identisk. Ingen forstod mit talent. Min kreativitet. Og jeg har skabt en succesfuld business på TRODS af det, jeg IKKE lærte. Jeg kæmpede for at bevise mit værd. tak til alle, der mobbede mig og til min stedfar for at nedgøre mig. Min drivkraft blev: "Jeg skal FANDEME bevise, at jeg ER noget."
Den drivkraft har min søn ikke fået. Jeg har elsket og beskyttet ham. Jeg troede, det var en hjælp. Det har vist sig at være det modsatte.
Beskyttede børn bliver umulige børn.
Jeg har været en curlingmor. Og er stoppet i tide.Der er to årsager til, at det er kommet så vidt.Jeg har været så bange for at sige nej. Jeg har forsøgt at beskytte min søn imod virkeligheden. Og jeg ved PRÆCIS hvorfor.
Da jeg var lille, havde jeg to eller tre sæt ufatteligt grimt, hjemmesyet tøj. Jeg blev mobbet. Og vi var fattige. Der var ikke råd til olie, benzin eller ost på pizzaen.
Da jeg selv fik succes og økonomisk frihed ønskede jeg at give min søn det, jeg ikke selv havde. Og beskytte ham mod den modgang, jeg stred mig igennem.
Jeg ved præcis, hvornår det gik galt.
Jeg stod med min første søns version af "Barnets Bog" og sammenlignede den med min yngstes. Den lille oprører.
I den ældstes var hver uge dokumenteret. Den første prut. Det første ord. Det første måltid.
I den yngstes stod der ikke meget. Ikke engang de første ord. Han blev nemlig født lige før min ældstes autisme og aggressive adfærd pakkede 4 år ind i skrig, skrål, sygdom, kamp, fortvivlelse og sygdom. Indtil vi med detox livsstil, fik ham ud af alle symptomer og skrev bogen "kernesund Familie - sådan" om succesen.
Imens vi reddede Bertram, trådte lillebror høfligt i baggrunden. Han havde ingen trodsalder. Han kunne allerede som helt lille se, at vi havde nok at kæmpe med den syge storebror. Det er horribelt at tænke på, at han som så lille tog så stort et hensyn.
Men det er virkeligheden.
Og da jeg så den i øjnene, dokumenteret i "Barnets Bog", begyndte jeg at kompensere. Begyndte jeg at bane vejen for ham. Som en ubevidst, omvandrende undskyldning.
Angst for afvisning og konflikter
Jeg er vokset op med en tro på, at afvisning = du er alene. Min stedfar kunne ikke håndtere mig. Han var meget ung, da han kom ind i min mors liv. Det var afvisning på afvisning på afvisning. Jeg var et omvandrende problem. Og da jeg var færdig på efterskole, syntes min mor, at de konflikter var så overvældende, at hun foreslog, at jeg flyttede på kollegie og tog gymnasiet der i stedet for at flytte hjem.
Ubevidst programmerede min umodne hjerne en erfaring ind, der lød nogenlunde sådan her: "Når der er konflikter og afvisninger, mister du alt. Dit hjem, din mor, kærlighed og tryghed". det var naturligvis ikke sandheden eller min mors intention. Men jeg gik igennem mine 20 - ere og 30 - ere i så stor rædsel for afvisning og konflikter, at jeg ikke turde kaste mig ud i kærligheden. Eller konflikter. Og et eller andet sted, tror jeg, at jeg har taget den med mig ind i rollen som mor.
Mon jeg er den eneste i verden, der har en lignende erfaring? Er vi mon flere, der er så utrygge ved konflikter og afvisninger, at vi føjer og beskytter vores børn, for at undgå dem? Når jeg går rundt i verden og ser børn med næsen dybt begravet i iphones, slik eller ipads (selv når forældrene er lige ved siden af og selv når familien er på restaurant), tænker jeg...det er jeg nok ikke.
For et stykke tid siden udkom denne artikel om børns længsel efter nærvær med forældre. Vi har ofret det daglige drama, konflikten, afvisningen og LIVETS SKOLE for aflednings manøvrer. Vi orker det simpelthen ikke. Generation afstand og sutteklud. Og nu er de børn, der for alvor er vokset op i afledningsmanøvrernes elektroniske landskab ved at blive teenagere. Og det er heftigt.
Så hvad har jeg gjort, for at komme ud af denne krise?
Jeg har stillet mig midt i shitstormen. Jeg tager alle de konflikter, der følger med, at jeg nu sætter de grænser (alt for sent), der skal til i et ungt menneskes liv, for at han kan lære, at det er livet også. Ting, man ikke får. Muligheder, der kun kommer, hvis man investerer grundighed og attitude i det. Og så ansvaret. For at tanker og handlinger skaber det, vi står med.
Han har kun to perioder på 20 minutter per dag her i England 20 minutter, hvor han kan være på sin telefon med vennerne.
Fordi: Det kan godt være, at det er NORMALT, at unge broadcaster hvert eneste sekund af livet på snapchat og instagram, men det betyder ikke, at jeg skal støtte det. Jeg ønsker, at han også skal tvinges til at opleve virkeligheden analogt. Luft, mennesker, livet her...helt gammeldags dyder, som han er velkommen til at forkaste, når han bliver 18. Men indtil da, er det mit ansvar et vise ham veje, jeg kan stå inde for, og sætte grænser.
Han er på en skole, der er dedikeret til at finde hver eneste barns adgang til glæde og unikke talent i stedet for at lære børn at repetere, gå til eksamen og sidde foran en tavle. Jeg har prøvet alt i DK. Og den gammeldags skoleform VIRKER ikke på kreative, intelligente børn. Dem er der mange af. Og jeg er villig til at ofre både min rolle som den populære, føjelige mor OG rutinen derhjemme og trygheden ved venskaberne, hvis jeg ikke føler, det tjener mit barns fremtidsmuligheder. Han får en international uddannelse ledet af succesfulde entreprenører, der ænsker at forberede børnene til at blive verdensledere og kreative idemagere.
Han lærer disciplin i skolen. Uniform, at tale høfligt, kalde lærere ved efternavn, holde døren for kvinder og piger og at alle er lige. det er ikke Yeezyy sko og Kenzo jakken, der kan definere hans coolness længere. Han stiller kun op med sig selv. Og det, han har at byde på som menneske. Det er en virkelig vigtig udfordring at blive kastet ud i som menneske.
Og så lærer han simpelthen at gennemgå en stor forandring i livet.
Eksperter i overflade
Det, der skræmmer mig allermest ved den livsstil, vi dyrkede og forlod, er overfladen. de hurtige replikker, den hurtige stil. Hans venner på Instagram, der poster billeder fra 13-års fødselsdagen med hård sprut på bordet og smøger i mundvigen. Børn (og voksne) bliver eksperter i det, vi gentager rigtigt meget.
Hvis det, vi gentager, er hurtige replikker, smart-ass stil, overfladiske samtaler, alt for tidlig sex (før sjælen er klar, selvom kroppen er det), overfladisk junkfood, overfladisk kontakt på mobiler og computere, er det DET, vi bliver gode til.
Eksperter i.
Hvis vi gentager en læring, der i skolen handler om, at vi skal lære udenad, repetere og bare blive gode til at bevise, at vi kan netop det til eksamen, så bliver vi eksperter i at messe andres gejl af hele livet. IKKE eksperter i at tænke kreativt og selv lede vejen.
Hvis vi gentager handlingsmønstre og adfærd, som alle andre børn og forældre udfører, bliver vi eksperter i at navigere efter, hvad andre gør. I stedet for at få den erfaring, det giver at gennemgå en læringsproces. Og uden nogensinde at opdyrke den råstyrke, det OGSÅ giver at stå udenfor flokken.
Jeg ønsker simpelthen noget mere for mit barn.
Derfor har jeg ændret retning.
Hvad med dig - genkender du? Er du bange for afvisninger, at stå udenfor, såre eller skade andre ved at gå efter det, der føles rigtigt for dig i det lange perspektiv? Står du ved dine værdier, når de giver blå mærker?
Knus
Ninka
Efterlad en ny kommentar
Var denne blog en øjenåbner?
Skriv dig op her og få besked næste gang der er nyt.
Skriv dig op til mit nyhedsbrev
Mere detox
Kommentarer (45)