Ninkas Detox - Detox dig slank

Den sidste uge i mit liv som mor (som jeg kender det…)

Dagbog fra kulminationen på mit moderskab. Den sidste i hans barndom og begyndelsen på hans liv som en af Europas sundeste teenage-entreprenører og mit liv i en frihed jeg lige skal lære at elske

Dag 1. Når noget er ved at være slut. 

Jeg har lært at græde ind i folderne under armhulen på hans t shirt,  så krampen i min hals bliver et personligt anliggende, han ikke behøver at få dårlig samvittighed over.

Det er ikke fordi han ikke må se mig græde fordi han er på vej ud af min hverdag.

Det er mere for at rationere det lidt og undgå at blive for meget. Er det muligt at have hjemve efter sit barns barndom?

For så er det det, jeg har.

Jeg er væltet på en måde, man først forstår, når man går og pakker sit barns ting & tøj ned i den kuffert, han skal bære ud af dit liv. Som I ikke længere skal leve sammen. 

Livet er kommet forbi og har kartet min sjæl til lommeuld på den måde, som livet gør det uden at advare på forhånd. Og jeg forsøger febrilsk at spinde eller strikke eller hvad fanden det er, man forventes at lære i nødens stund.

Jeg ER ved at få et kludetæppe ud af alle følelserne. Men det er hverken langt eller varmt nok til at nå rundt om og varme os begge endnu. Og hans velbefindende er det vigtigste. 

Jeg luner mig til gengæld  ved tanken om den eneste fordel ved denne endestation, der jo (indrømmet)  er selve formålet med at være mor. Og fordelen er den frihed, der følger med.

Når Melvin rejser, er der mig, Wynford (mit livs kærlighed) og min dejlige, store, selvkørende Bertram på 18 år tilbage i huset. Og Bertram har job, producerkarriere og DJ jobs, han passer. Samt sit eget liv og vennekreds.

Det betyder, at min søvn, mit liv, mine ferier, mine morgener og min madlavning ikke længere skal passe ind i skolens årsplan.

Jeg kan gøre, rejse,  som det passer mig. Det (og sikkert en hel masse andet, jeg ikke har styr på endnu) er det, jeg får til gengæld for at leve 3 år uden min yngste søn.

Og vi er syet sammen på midten.

Og det skal vi holde op med at være, det ved jeg godt, og det er naturligt og godt og alt det der. Men av for satan, alligevel.

Dag 2: Hverdagen, der aldrig kommer tilbage.

Der er et problem med ting, man gør sammen for sidste gang. Det er umuligt at nyde dem, fordi  det er oplevelser pakket ind i afsked. Begivenheder i en frakke af sorg.

Mit nye liv er et par lidt for stramme sko. Jeg går dem til med forsigtige skridt og en ny, sjælelig vabel hver dag.

I dag er det den sidste tur i Holland & Barret efter yndlings sæber og shampoo, der skal til Danmark, hvor han skal bo med sin søde far og gå på Business College i 3 år. 

Det er også den sidste skoledag og afslutnings-bal. Den sidste køretur i bilen med Stormzy og Skepta på højeste volumen.

Han er så stille, eftertænksom, smuk og moden i sin Tuxedo. Wynfords stærke, store hænder hjælper ham for sidste gang med slipset. Jeg er rørt over det bånd, de to har knyttet

Det her er en virkelighed, jeg åbenbart har forsøgt at fortrænge hele hans liv, siden den første nat efter Sankt Hans på Herlev Hospital i 2002 hvor jeg slet ikke kunne få nok af at holde om hans buttede krop og dufte til det ildrøde hår… At det en dag ville være slut.

Med ham, mig og barndommen.

Så kan man lære det på den hårde måde. Det, man i fantasien har længtes efter på de mest sindssyge dage som mor: 

Frihed….tid..ro…ikke at skulle opfylde et andet menneskes behov fra morgen til nat.

Her er det så på en gang og uden bagudgang. Værsågod.

Det var så den barndom og den hverdag. 

Det hårde, søvnløse, famlende, meningsfyldte, meningsløse, lærerige, sjæls-udkrængende, krøllede, vasketøjs-fyldte, madlavnings plettede, stressende, tøj-opsamlende, tårevædede, søvnløse, vidunderlige, opslidende, endeløse og uerstattelige hverdagsliv.

Hvilket jeg først indser nu. Hvor det glider ud af hænderne på mig. Og jeg kan intet gøre udover at lære at gå igennem det her også.

Dag 3: Nedtur og optur  i Danmarks mærkeligste og mest eksponerede familie

Jeg har opdaget noget vigtigt, jeg må dele med dig.

Noget, du kan bruge, selvom du har små børn og selvom der måske er lang tid til du står i samme situation. 

Når dit barn bliver teenager, ser du resultatet af de beslutninger du har taget. Og dem, du har været bange for at tage.

Det er VIRKELIG regskabets time.

Kort sagt: Dit barn flytter hjemmefra med de værdier, du har givet videre. Det er derfor vores madvaner, omgangstone og måde at leve livet på er SÅ FUCKING vigtigt.

Har der været mest junk, overflade, løgne, selvdestruktiv adfærd og liv ude af trit med naturen og stemmen indeni…så er det sådan et liv, dit barn flytter ud og skaber.

Har der været mest sund mad, kommunikation, selvindsigt, egenomsorg og selvrespekt…så er det dit barns fundament og meget af det, vi han kopiere i sit liv.

NÅR DER HAR VÆRET ET SOLIDT OPRØR OG EN LØSRIVELSES-PROCES, ALTSÅ. DET SKAL TIL FØRST.

Min 16 årige søn rejser til Danmark som et af Europas sundeste teenagere. Han er i gang med at lave sit eget online program for teenagere, der vil leve sundt som ham selv. Det er hans passion.

Og så kan du måske tro, at det har været sådan (og perfekt) hele vejen igennem. Det har det så ikke.

Det var ved at ende meget anderledes.

Han kunne have endt som et af Europas mest USUNDE børn. Det var faktisk tæt på. Og han siger selv i dag, at var han blevet i Danmark for 2,5 år siden, var han endt i alvorlige problemer.

Havde det her væretfor 2,5 år siden, ville jeg have været urolig. Jeg ville have tvunget ham til at blive i England..

Men det behøver jeg ikke være (på grund af noget, jeg vil dele med dig lige om lidt, som du kan efterligne).

Status nu: Han træner hver dag. Han sover tidligt de fleste dage. Han spiser ikke gluten og mælk. Han undgår wifi om natten. Han spiser ufattelige mængder økologisk grønt, bær, nødder og kød.

Han PASSER PÅ SIN KROP og han kan ikke leve usundt mere end en dag eller to ad gangen, fordi ”så protesterer min krop mor.”

Det har han lært herhjemme og ved at være lillebror i Kernesund Familie. Lidt forhistorie før historien om nedturen.

Kunsten at opdrage et barn til at vælge og elske sund livsstil

Da Melvin han blev 1 år, smed jeg fjernsyn, computerspil, sukker, gluten, junkfood, mælkeprodukter, kemiske rengøringsmidler og ALT moderne, kunstigt lort ud af vores liv for at hjælpe hans storebror, som havde infantil autisme.

Og sammen fik vi ham ud af alle symptomerne.

Det blev en del af hans barndom at stå i skyggen og vente, fordi storebror var så voldsom dengang.

Det blev også en økologisk barndom som det mærkelige barn med den mærkelige mor og tidlige sengetider, fødselsdage uden slik og forbud mod rugbrød, mælk, slik & Playstation.

Han lærte hvad det ville sige at være anderledes, oprører og (undskyld) havne på formiddagsavisernes spisesedler 3 gange i din tid som Melvin fra Kernesund Familie, for at være anderledes.

Han fik 13 års erfaring med et 100 % rent liv.

Når man har så mange års erfaring med at respektere kroppen, sove nok, være ude i frisk luft, respektere, nære og støtte kroppen, så er det virkelig umuligt at leve et teenageliv (som de fleste andre) med druk, smøger, sene natter med blåt lys på mobilen, junk food.

Når man ved hvad det vil sige at have det godt, bliver det virkeligt tydeligt, når man udsætter kroppen for noget skidt. 

Hvordan ved vi det?

Fordi min søn allerede har haft sit teenageoprør.

Oprøret og nedturen (der varerede næsten 1 år)

Efter 13 år i Europas sundeste familie, kom Melvins oprør. 

Alt hvad jeg stod for, skulle han gøre det modsatte af. Der var en anden årsag til det også.

Efter skilsmisse og min sorte samvittighed over at Melvin havde fået for lidt opmærksomhed, da hans storebror var mest syg, gav jeg mig til at curle og please min søn.

Jeg købte alt det dyre tøj, han drømte om. Jeg gav ham frie tøjler. Jeg samlede hans tøj op for ham. Jeg stillede ingen krav. Det blev han mere og mere ulidelig af.

Til sidst var der så grænseløst i mit forældreskab, at han var nødt til at gøre ekstreme ting, for at få mig til at sætte grænser.

Og han gjorde det grundigt.

Jeg fandt ud af, at han havde prøvet både at ryge, været på Christiania (når han sagde han var på kaffebar), havde været fuld på den måde, hvor man brækker sig hele dagen bagefter. Og fået nogle virkeligt overfladiske, selvdestruktive venner.

Og det var venner, der ingen erfaring havde hjemmefra med at passe på sin krop, sunde fornuft, sengetider og hjerte. Der var meget overflade, hårde ord i kæften og grænsesøgende adfærd. Og ikke så meget andet.

Min nye kæreste, min ex og jeg samlede ham op sammen

”Hvis du ikke sætter tydelige grænser nu og isolerer ham fra de druk-venner i Danmark og  redder ham, så mister du ham. Han bliver en bums. Han ender måske endda i fængsel”.

Så tydelige var ordene fra den mand, jeg lige havde mødt, og som kender psykologien bag unge hjerners adfærd bedre end nogen anden på kloden. ”Din søn er så lynende intelligent, at han er på grænsen imellem geni og tortureret sjæl.

Det valg, du træffer nu, afgør hans fremtid. Geni eller tortureret sjæl resten af livet?”

Og jeg kunne mærke, at han havde ret. Wynford, min soulmate. Mit livs kærlighed. Som jeg lige havde mødt.

Det, at jeg lyttede til ham, blev vores redning.

Indledningen på mit livs eventyr og kærligheds-eventyr blev en rednings-aktion for en teenager på afveje. På få måneder var han integreret i Englands bedste (og mest kærlige) privatskole. Ingen messenger, facebook, venner fra DK, adgang til lommepenge. 

Kun barndom, skole, kærlighed, plads til hans raseri, disciplin og meget tydelige grænser. Hans far, min ex, Morten var helt på bølgelængde med os. Vi vidste alle, hvad der skulle til.

Det tog et år, før han var på plads. Han talte ikke til os i månedsvis. 

Han hadede mig, grænserne, England og Wynford samt den hjernetræning (WithZing), vi satte ham på for at hjælpe ham med at samle op på den viden, der var tabt i de skoler, han var blevet smidt ud af i DK.

Han lærte engelske manerer, blev en gentleman i uniform, lærte at åbne døren for kvinder, trække stole ud, være høflig.

Ny stedfar healede mit barndoms traume

Min kæreste tog begge mine børn til sig, som var de hans egne. Byggede huset om, så de begge fik værelse med bad. Tog dem med til båden i Ibiza. Lærte dem at flyve, sejle og forsørgede (og forsørger dem) som det naturligste i verden. 

Elskede ubetinget og solidt selv igennem den vildeste opførsel, modstand, utaknemmelighed og oprør.

Selv oplevede jeg som 15 årig det modsatte. At mit teenage oprør var i vejen. At jeg var i vejen. Og jeg endte med at måtte flytte ud af min biologiske familie af samme grund.

Den tålmodige, stædige kærlighed, som Wynford insisterede på at give mine børn, blev en healende oplevelse for os alle. Og det gav begge mine børn en rollemodel og en sted fader figur, de aldrig havde fundet andre steder i verden.

Det var som om synkronisitet, guider og Universet trak i trådene for os alle sammen.

For min yngste søn blev det virkelig: ”You can´t always get what you want – but you get what you need”.

Med hjernetræning og den rigtige skole skete miraklerne her:

Fra intet fundament i matematik og fysik til top præstation i begge fag i et fremmed land. På et fremmed sprog. (Lærerne på både Hornbæk skole og Borupgaardskolen sagde: ”Det er for sent for ham at lære matematik uden fundmanet fra folkeskoloens vigtigste år). Det fik de ikke ret i.

Fra ikke at have lavet lektier i to år (tilsidst tog han afsted uden penalhus og bøger) til top i klassen på Engelsk og i Science til SELV at tage lektierne frem og lave dem. Hver eneste gang.

Jeg har ikke kigget på forældre intra en eneste gang.

Til alle forældre møder fik han KUN ros. 

Fra at have været en oprører og ”forstyrrende for klassen” til ”en fordel for hele skolen og for alle elever. Social, empatisk, gentleman, forsvarer af de svage og humørspreder for alle andre.

Lærerne er kede af det. Uden du ved det, snakker de med Wynford (min soulmate og ejer af skolen) om, at Melvin er en gave for skolen. At du har inspireret hele din klasse til at være sundere.

Og ændret livet for den autistiske dreng, der går i din klasse, som du (fordi du har gjort det samme for din bror) har fået inkluderet og fået til at føle sig elsket. At det er et tab for skolen, at du rejser. Og at der altid vil være en åben plads til dig på Arnold Lodge School.

Skolen, der insisterede på at finde ud af, hvordan du lærer bedst. Finde ind til dit geni. Gøre dig lykkelig. Det var virkelig deres mål. Vi var begge målløse. 

I dag er det din sidste skoledag. Den sidste fodboldkamp med lærerne. Afslutningsbal med klassen. Du går pænt rundt og siger farvel til lærerne og har champagne med til din yndlingslærer. 

Som mor til et barn, der blev kritiseret igennem hele sin skoletid og opgivet af 4 skoler, er det hårdt at slippe den skole, der endelig forstod dig og fik dig til at tappe ind i din intelligens i stedet for at gøre dig forkert.

Dag 4: Den sidste fødselsdag

Jeg laver paleo chokoladekage af mandelmel, cacao, fibersirup fra Danmark og bær. Den mælkefri flødeskum hænger slet ikke sammen, og jeg sender Wynford i Tesco efter flødeskum, som du går med til at spise for en gangs skyld. 

Det er underligt, at jeg aldrig skal minde dig om, hvad der er godt for dig. Du rører det ikke. Og det er ikke fordi, du ikke må. Det er fordi din krop reagerer med det samme.

Mælk = bumser. Gluten = ubehag, væske i kroppen og oppustet mave. Sukker = Du får det dårligt.

Det føles som tømmermænd. Og du gider ikke have lyst til det uafbrudt i dagene efter.

Jeg er så stolt af det menneske og den mand, du er blevet.

Du er så glad, og det gør mig glad. Vi har plukket blomster til dig og spiser udenfor. Bagefter går jeg ud i haven og samler papir og tallerkner sammen. Jeg mærker hvor tomt her bliver uden dig. Selvom du kun er oppe på dit værelse.

Dag 7. At pakke og turen til lufthavnen.

Den sidste aften. Landsholdet spiller kvalifikationskamp. Du har dine blue light blocking briller på for at skåne dine øjne og undgå at danne kortisol inden sengetid. 

Der var overhovedet ikke plads til alt det, der skal med dig hjem i din kuffert. Du har uden at spørge Wynford pakket din TV fladskærm (som du pakker ud som glasskår 14 timer senere).

Vi pakker 5 papkasser med ekstra ting og skriver din nye adresse på.

Vi ligger i din seng for sidste gang og reflekterer over hvad vi har lært på 3 år. Jeg tuder fandeme igen. Jeg begynder at glæde mig til, at det her er overstået. Du kan heller ikke rumme mere.

Og så går du i seng for sidste gang som hjemmeboende hos din mor. Og jeg kan slet ikke stoppe med at græde, da du har lukket døren og er fri for at se det.

Jeg mærker en syret blanding af angst, sorg og spænding (på dine og mine egne vegne). Livet som mor er fandeme en sindssyg oplevelse. Det føles som at blive skilt og gift på en gang.

Håndtryk, brormand og kram

Jeg kommer simpelthen sådan til at savne de der faste håndtryk og symbiotiske, daglige kram, man kun får fra et menneske, man har båret indvendigt, helt tæt ved sit hjerte. Og som du aldrig nogen sinde følte dig for stor eller flov til at give.

Uanset hvem af dine venner der så undrende til. 

Du har aldrig været nærig med dit faste håndrtyk, og du vil skide på, hvad andre tænker. Du er nok den eneste teenager i verden, der stadig hygger dig med at holde din mor i hånden på gaden (måske bortset fra din snart 19 årige bror).

Jeg kan ikke sige noget, imens vi kører til Birmingham Airport for at nå dit fly. Din bror er også stille.

I holder hinanden i hånden.

I den fine følsomhed, I begge besidder, er I stærkere end nogensinde. Og jeg elsker jer så højt.

Og så står vi der ved gaten. Du krammer os og går med faste skridt igennem fast track. Du ser dig ikke tilbage. Og det er sådan, det skal være.

Jeg føler, at vi er en enhed. dig, din bror og jeg. Siamesisk splejset sammen. Og lige nu sidder vi med den fine skalpel og tråden og skærer og syr os selv sammen igen uden at ramme en hovedpulsåre og uden for store ar.

Bertram er den, der er mest fattet omkring det. ”Jeg fatter ikke, hvordan han vil klare sig i Danmark. Han kommer til at kede sig uden mig. Men mor, der er det, han vil nu, så det er det bedste for ham.”

Vi gjorde det sgu godt, min dreng.

I kærlighed Ninka

PS: Vlog på youtube fra disse følelsesladede dage er på vej. 

 

 

 

 

 

Kommentarer (13)

  1. Ninka på 27.07.2018
    Kære alle I fantastiske mødre, der har kommenteret, delt jeres historier, givet mig støtte og indblik i denne del af moderskabet: TAK. Af hele mit hjerte. I skal vide at det er af uendelig stor værdi for mig.
    Det er sådan vi kommer videre. Heldigvis taler vi sammen hver dag, og vi er måske endnu mere knyttet nu end før han rejste. Og det siger ikke så lidt.
    Jeg elsker at I er her.
    Ninka
  2. Eva Mondeva på 26.07.2018
    Kære Ninka
    Præcis dér var jeg sidste år, og jeg var bare så heldig at være i Detoxgruppen med søsterskabet som støtte.
    Din oplevelse ligner meget min bortset fra at begge mine store drenge rejste og flyttede hjemmefra samtidig. Fra Tyrkiet hvor vi bor til UK for at læse, det er så langt væk. Den nye frihed er fantastisk men hold nu op hvor jeg stadig savner dem.
    Kæmpe kram fra mig
  3. Mariane Eriksen på 26.07.2018
    Kære Ninka!
    Sidder og tuder lidt over din stærke beretnin . Det er meget længe siden, jeg var i den situation. Min datter på 20 flyttede hjemmefra - ud i den anden ende af byen til en fyr, hun var forelsket i. Vi har altid sunget og spillet meget sammen, og vi gik og nynnede og småsnakkede, mens jeg hjalp med at pakke og bære ud. Varme kram, vinke, vinke. Vi ses snart. Jeg satte mig med en kop the, pustede lidt, klappede mig selv på skulderen. Det var gået godt. Jeg var stolt af mig selv og min selvbeherskelse. Ingen grund til panik. Det var kun til den anden ende af byen. Tændte for radioen. Ud væltede Thank You For The Music. Jeg stortudede ubehersket. Selv i skrivende stund her 32 år senere trækker det vand. Selv om jeg ser hende rigtig tit, og hun er en skøn, voksen kvinde, så river det i mig den dag i dag. Hjertelig hilsen Mariane
  4. Susanne Sørensen på 26.07.2018
    Åheeee kære skønne Ninka :)
    Sidder her og læser din skønne, ærlige, beretning, om de følelser, glæder, sorger og svære, men absolutte afgørende valg, man må tage som mor til sine børn. Mine tårer løber ned af kinderne, lige så fint. JEG BLIVER HELT RØRT, OVER JERES STORE KÆRLIGHED, BESEJRER ALT. Og hvor er det dog fantastisk at høre, hvad en rigtig soulmate Wynford, besidder :).... Så meget Kærlighed og kamma fremadrettet ønsker jeg til dig kære Ninka som mor, til din skønne søn, som nu skal ud og finde sin vej/plads i livet, samt resten af din skønne familie :)... Kæmpe knus og krammer fra mig
    der har så meget respekt og kærlighed for dig, og din rejse. Knus Susanne
  5. Linda på 25.07.2018
    Håper du deler hans online sted, slik at andre unge finner ham lett.
  6. Helena Notkin på 24.07.2018
    Kære Ninka
    Du sætter ord på det, som for enhver mor er ubeskriveligt svært... “at tage afsked med sit elskede barn”
    Du rammer noget i mit hjerte... Det var så svært, forbudt og naturligt at føle en form for sorg, da min datter rejste fra fra sit barndomsland, ud i de voksnes verden. Hun er i dag 25 år, velfungerende og har et skønt liv. Jeg kan smile af min egen sorg og bekymring fra den gang, og føler om nogen det samme som dig. - Det er så fantastisk at opleve de år, hvor de vokser sig til og vender tilbage for at få bekræftigelse og guidning.. Jeg har gennem dette lært meget af mit moderskab og mit parforhold. Det har været en fantastisk tid.. Man lære at finde ro på en ny måde som forældre.
    Tak for dine ord.. fuld af taknemlighed her i varmen...
  7. Mette på 24.07.2018
    Pyha, nu har jeg tudet 3 gange hvor er det rørende, TAK. Har selv en 15 årig datter der starter på efterskole om 15 dage, det bliver svært! Kommer virkelig til at savne hende, men hun skal videre i livet og det bliver SÅ godt! Jeg har heldigvis 3 børn mere så helt tomt bliver det ikke endnu. Det at have en teenager i huset, er virkelig en kæmpe opgave, for mig, som alenemor til 4 børn. Men mine børn er også den største læring i mit liv og jeg er dybt taknemmelig. Men hvor bliver min datter savnet
  8. Violah Vandfoss på 24.07.2018
    Kæreste Ninka,
    En fantastisk kærlig, varm og ærlig blog om den fuldstændig overvældende kærlighed vi har til vores børn - om det helt vildt tætte knyttede bånd.❤️Og et hårdt farvel - og på gensyn.
    Om den hårde tid med Melvin og jeres utrættelige støtte og kærlighed.
    Og samtidig en meget stærk reminder til os, der stadig har alle guldklumperne hjemme og ind imellem er presset, fordi der er så meget at se til.
    En stærk reminder om at nyde øjeblikket og hver eneste dag med de skønne guldklumper i mit liv, før de en dag flyver fra reden❤️
    Tårerne løber, du kan virkelig røre noget i mig med dine ord.
    Jeg skynder mig lige ind at kramme og kysse mine 4 dejlige guldklumper lidt ekstra - også når det ind imellem er hårdt og jeg er træt
  9. ninka på 24.07.2018
    Sinne, det betyder noget for mig at læse kan jeg godt fortælle dig. For fanø altså...

    Birte Ambrosios. Nej, det har du virkelig ret i. Og der er også meget glæde, sommerfugle i maven og forventning hos os allesammen. Vi taler også sammen i telefonen hver dag. TAK for dine ord.

    Lisa - jeg sender dig al min kærlighed, støtte og medfølelse. Det er voldsomt at gå igennem. Og du kender om nogen til tab, afslutninger og det at træde varsomt ud på den anden side og vokse igennem det. Min dybeste respekt

    Ninka
  10. Bente på 24.07.2018
    Ninka ❤️❤️❤️
  11. Sinne på 24.07.2018
    Wauw...jeg er så rørt. Jeg har ingen ord. Har bare lyst til at græde med dig, i glæde og i sorg
  12. Birte Ambrosius på 24.07.2018
    Tak. Dejlig og genkendelig læsning. Rollen som mor er IKKE kedelig. Glæd dig til årene der kommer. Børnene bliver ved med at levere indhold i tilværelsen, selvom det er på afstand. Vi har lavet nogle faste traditioner for at mødes alle sammen nogle gange om året. Det er jeg glad for.
  13. Lisa Næblerød på 24.07.2018
    Kæreste Ninka
    Sidder i bussen på vej til Barcelona og læser dit indlæg. Stortuder stille bag solbrillerne, for sidder med nøjagtig de samme følelser omkring min Sebastian, som er præcis som du beskriver din Melvin - blot 4 pr ældre

Efterlad en ny kommentar

Var denne blog en øjenåbner?

Skriv dig op her og få besked næste gang der er nyt.